Præsteklumme: Når jeg bli'r gammel

præsteklumme I søndagens evangelium hører vi om at blive gammel – om to gamle, der jubler over at se den nyfødte Jesus, og som kan sige noget til de undrende forældre om det lille barn. Kan sige noget til os alle. For i søndagens evangelium er det ikke nogen skam at være gammel. For det er de gamle, der har noget væsentligt at sige, dem der bliver lyttet til med undren og respekt.

Desværre er det ikke altid sådan, vi ser på gamle i dag. For selv om vi bliver ældre og ældre i vores del af verden, så tør vi ikke rigtig være gamle. For det er ikke rigtig i høj kurs – ikke med mindre man holder sig godt og opretholder et højt aktivitetsniveau. Så vi forsøger at holde os unge. Men vi burde nok give mere plads til at blive gammel. Stå ved, at det er godt at være gammel. Turde se på alderdommen ikke som livets vinter – for så begynder man straks at fryse – men som en høsttid. At blive gammel er også at få ro og til til at finde ind til det oprindelige billede, Gud har skabt én i. Den man virkelig er. Når man bliver gammel bliver det mindre vigtigt at gøre, og mere vigtigt at være, og det kan ellers være svært i en verden, hvor man i høj grad bedømmes på det man gør. Yngre kan i høj grad lære noget af ældre, af gamle mennesker.

Noget af det, jeg holder af her i kirken er, at det rent faktisk er et af de måske få reelle mødesteder mellem generationerne. Her fejrer vi gudstjeneste sammen uanset om vi er unge på vej mod konfirmationen, nybagte forældre, midaldrende præster eller gamle i livets høsttid. Der er alt for få mødesteder i verden, hvor vi på samme måde kan mødes på tværs, møde hinanden og lære af hinanden.