Jazz med Niclas Knudsen Trio
Koncert Guitarist og komponist Niclas Knudsen er et velkendt ansigt på den danske musikscene, og selv for dem, som måske ikke umiddelbart genkender navnet, er der al mulig grund til at tage på Kulturloft fredag 4. december kl. 20.
Her kan han opleves sammen med Anders Christensen og Kresten Osgood i et trio-sammenspil, som på mesterlig vis blander jazz, blues og nordiske folketoner.
Niclas Knudsen Trio tager udgangspunkt i jazzen, men bevæger sig nordpå i sin søgen efter nye musikalske jagtmarker. Undervejs dukker reminiscenser af gamle folkeviser, hymner og ballader op, og leder musikken hen til noget man kunne kalde den nordiske blues. Historier om fortidens trængsler, længsler og glæder blander sig med jazzens frie toner, og en på én gang ny og meget gammel musik søger ud i rummet.
Repertoiret er nye numre fra Knudsens hånd blandet med gamle nordiske folkeviser i nye former.
Trioen består af Niclas Knudsen på guitar, Anders Christensen på bas og Kresten Osgood på trommer.
gs