Fortsæt til indhold

Mangeårig centerleder stopper i Auning Idræts- og Kulturcenter

Bestyrelsen ønsker en person med en anden jobprofil til at håndtere fremtidens store udfordringer

Samfund
John Pedersen

AUNING Efter en halv snes år som centerleder i AIK - Auning Idræts- og Kulturcenter - stopper Henrik Johansen i sit job.

Det sker med udgangen af året og han har allerede haft sin sidste arbejdsdag i jobbet.

"Henrik har løftet AIK til et helt nyt niveau på knap 10 år og det skal han have stor stor ros for", udtaler Jeppe Friis, der er formand for bestyrelsen i AIK, der har truffet beslutningen om at samarbejdet med centerlederen ophører.

Det sker med en fratrædelsesaftale, hvis nærmere detaljer ikke oplyses, da der er tale om et personaleanliggende.

Stilling nedlagt

Jeppe Friis ønsker på nuværende tidspunkt ikke at komme med konkrete meldinger om hvad der kommer til at ske men slår fast, at AIK ikke her-og-nu går ud og ansætter en ny centerleder.

"Vi går ind i en usikker fremtid og den hidtidige stillingsbeskrivelse som centerleder er nedlagt".

AIK`s bestyrelsesformand lægger ikke skjul på, at det i høj grad er corona-situationen med nedlukning en stor del af 2020 - og nu igen her i jul og nytår og pænt ind i 2021 - der er med til at skabe uro i landskabet omkring AIK.

Usikker økonomi

Hvilke kompetencer, der skal sættes i spil, når AIK skal have ansat en ny daglig leder", skal bestyrelsen nu i gang med at kigge nærmere på.

At der også er økonomiske aspekter der spiller ind, erkender Jeppe Friis, der stadig mener, at AIK kommer ud af 2020 med skindet på næsen.

Det betyder imidlertid ikke, at fremtiden blot er problemfri på den økonomiske front, da ingen jo kan sige ret meget om hvordan 2021 bliver for Auning Idræts- og Kulturcenter og andre lignende aktører i idræts- fritids- og kulturlandskabet.

Organisatorisk ændring

Opsigelsen af Henrik Johansen beskrives som led i en omfattende organisatorisk omlægning af AIK.

Jeppe Friis stiller spørgsmålet - om AIK fremover i det hele taget skal have en centerleder som hidtil ansat. Han giver dog ikke selv et svar på spørgsmålet. Formanden for AIK`s bestyrelse understreger, at der ikke har noget dramatik i forbindelse med den aftale, der nu er indgået om at Henrik Johansen fratræder sit job som centerleder i AIK.

Den tidligere centerleder er, ifølge Jeppe Friis, fri til at udtale sig om sin version af forløbet i forbindelse med hans fratræde.

Det har dog endnu ikke været muligt at få kontakt til Henrik Johansen for en kommentar til sagen.