Fortsæt til indhold

Ville ulovligt tvinge ansatte ned i løn

Risskov-virksomhed skal betale ved kasse et efter dom i Arbejdsretten

Samfund
Arkiv

"Gå ned i løn eller anse dette som et seks måneders opsigelsesvarsel."

Så kontant var meldingen til seks medarbejdere hos Risskov-firmaet Bandagist-Centret i starten 2019.

Virksomheden har netop tabt en sag i Arbejdsretten anlagt af fagforeningen HK, hvor retten har afgjort, at det var ulovligt at bryde overenskomsten og varsle lønnedgangen, oplyser HK i en pressemeddelelse.

HK har ført sagen for fire af de seks ansatte, og de kan nu se frem til en efterbetaling af den løn, som de er gået glip af. Af afgørelsen fremgår det, at en af medarbejderne blev bedt om at gå 22,55 procent ned i løn og fik skåret over 9.000 kroner af sin månedsløn.

Bandagist-Centret skal betale et beløb på over 450.000 kroner samt procesrenter. Derudover er firmaet idømt at betale en bod på 75.000 kroner til HK for brud på overenskomsten.

"Det her er en sejr for både vores medlemmer, der nu kan se frem til noget af en julegave i form af efterbetaling, men også for det arbejdsretslige system. Afgørelsen sætter to tykke streger under, hvorfor det er så vigtigt, at man er medlem af en rigtig fagforening, der netop kan føre denne slags sager – og ikke mindst kan forsvare de aftaler, som indgås i overenskomsterne," siger formand for HK Privat Østjylland, Søren Sørensen.

Faglig konsulent John Gram i HK Privat Østjylland, der har siddet med sagen, er også tilfreds med dens udfald.

"Denne afgørelse er vigtig. Virksomheden har brugt som undskyldning for lønnedgangen, at man har haft et år med underskud på grund af blandt andet investeringer i et nyt IT-system, men det har Arbejdsretten ikke fundet som tilstrækkeligt belæg for at tilsidesætte overenskomsten," sig forklarer han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bandagist-Centret.

dp