Finanslov: Bredbåndspuljen har ligesom katten ni liv
Stik mod forventningerne er der i den nye finanslov også afsat penge til en bredbåndspulje i 2021
DJURSLAND Da bredbåndskoordinator på Djursland, Henrik Friis, sammen med dette års 18 puljeansøgere på Djursland, trykkede 'send' på ansøgningerne, troede han, det var sidste gang.
Formodningen var bestyrket af, at Dansk Erhverv og telebranchen tidligere på året meldte ud, at der ikke var brug for en ny Bredbåndspulje.
En udmelding, som Henrik Friis, der har en lang karriere som embedsmand og blæksprutte i Syddjurs, ikke var enig i.
Med på samme kanal var de to socialdemokratiske borgmestre, Jan Petersen i Norddjurs og Ole Bollesen i Syddjurs.
Vigtigt for alle
”Ikke alene på grund af corona, men også på grund af corona, er den digitale forbindelse til omverdenen utrolig vigtig for alle. Det gælder også borgerne i de fjernest liggende lokalområder,” siger Henrik Friis.
”De 18 bredbåndsprojekter på Djursland understreger med al tydelighed et fortsat behov. Jeg er helt sikker på, at der også bliver lavet ansøgningsprojekter på Djursland i 2021.”
Generelt regnes hurtigt internet i dag som en selvfølge.
Det gælder såvel for borgerne som for det lokale erhvervsliv.
”Og at der er hurtigt internet i Aarhus er ikke nogen garanti for de elever og medarbejdere på Djursland, der nu rammes af corona-nedlukningerne i Aarhus.”
100 mio. i 2021
Bredbåndpuljen har til formål at give danskere et bedre internet. Siden 2016 er der blevet afsat cirka 100 mio. kr. om året (i alt 380 mio. kr.).
Puljen, der står 'bredbånd' på i finansloven, er i 2021 på 100 mio. kroner. Den er ikke født i Socialdemokratiets baghave. Ligesom i 2020, hvor Regeringen ikke havde afsat midler i finanslovsforslaget, trådte Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet i aktion og vred armen om på finansminister Nicolai Wammen og hans forhandler-crew, så puljen atter kom med.
”Jeg er selvfølgelig glad for, at der igen er fundet penge til en ansøgningspulje. De forskellige møder og eventuelle andre aktiviteter starter op i løbet af foråret.” siger Henrik Friis.
Altmuligmanden er allerede nu klar til at snakke med de borgere på Djursland, der stadig mangler adgang til hurtigt og stabilt internet.
”Ved at tage snakken, får jeg også bedre overblik over mulighederne. Det er sket mere end én gang, at det på baggrund af henvendelser er lykkedes at bringe forskellige mennesker sammen om ét stort fællesprojekt.”
Henrik Friis understreger vigtigheden af, at borgerne selv kommer frem i rampelyset og ikke holder sig tilbage.
”Det kommer ikke af sig selv. Nogen må gå forrest, og så er jeg der for at hjælpe. Intet projekt er for lille. Sidste år fik vi således puljemidler til et projekt med blot to adresser.”
Dette års 18 projektansøgere er lovet svar inden jul.