Fortsæt til indhold

"Lad Rolighedsvej-sag blive på byrådets dagsorden"

Sammenslutningen Med Hjerte For Aarhus har sendt et åbent brev til de aarhusianske byrådspolitikere

Samfund
Danni Paulsen

Man skulle tro, at Lokalavisen Aarhus' artikler med bygherre Martin Busk i weekenden var glædelig læsning for de mange borgere, som har kæmpet mod en ny lokalplan for Rolighedsvej 16A.

For Martin Busk fortalte, at ham og hans familie trak sig fra projektet, og at de sammen med familien Buus-Jensen, der ejer grunden, har besluttet at stoppe lokalplansagen, således at der ikke - som planlagt - skal tages endelig politisk stilling til den onsdag i byrådet.

Men den melding huer ikke modstanderne af lokalplanen. Tværtimod.

"Vi var mange, der var ved at få morgenkrydderen galt i halsen, da vi åbnede lørdagens aviser," skriver netværket Med Hjerte For Aarhus i et brev til samtlige byrådspolitikere og fortsætte:

"Der bliver skudt på alt og alle, og det er meget hårde ord og påstande, som fremføres (af Martin Busk, red.)."

Netværket, som tæller talrige borgergrupper, fællesråd og grundejerforeninger, opfordrer i brevet byrådspolitikerne til at lade Rolighedsvej-sagen blive på byrådets dagsorden.

Sammenslutningen påpeger, at lokalplansagen er gået fra at være en ansøgning fra bygherre til at blive et færdigt forslag fra Teknik og Miljø, og dermed er det ikke op til bygherre at droppe sagen. Og Teknik og Miljø skal sagligt begrunde, hvis man ønsker at trække forslaget.

"Den begrundelse bør af respekt for både byrådet og borgernes engagement gennem to år fremføres og diskuteres på et byrådsmøde."

Med Hjerte For Aarhus henviser til en udtalelse fra Martin Busk til Lokalavisen Aarhus, hvor han bedyrer, at den oprindelige lokalplan fra 2017 måske ikke var gennemtænkt i forhold til Rolighedsvej.

"Han sår med andre ord tvivl om, hvorvidt politikerne i 2017 begik en fejl. Vi mener, at det politisk er vigtigt at få slået fast, at de natur- og kulturhensyn, man i 2017 lagde ind over Strandparken og Delområde 10 (Rolighedsvej 16A), ikke skyldes fejl, men var udtryk for en bred politisk beslutning, som byrådet står ved den dag i dag," skriver gruppen, som mener, at der er mange principielle spørgsmål, som skal besvares i denne sag.

"Hvis sagen blot bliver taget af byrådets dagsorden, får vi ikke mulighed for at få belyst disse centrale spørgsmål."

Gruppen lægger ikke skjul på, hvad den ønsker skal ske.

"Der har nu været en lang og grundig høringsproces med 180 høringssvar, et virtuelt borgermøde og senest 2 virtuelle foretræder for Teknisk Udvalg. Det er vores opfattelse, at byrådet er klædt godt på til én gang for alle at få stadfæstet, at den i 2017 vedtagne lokalplan 1031 står ved magt – nu og i fremtiden."

Aarhus Kommune oplyser til Lokalavisen Aarhus, at det er byrådet, der skal beslutte, om sagen fortsat skal være på dagsordenen. Det skal byrådet gøre under forretningsorden forud for onsdagens byrådsmøde.