Syddjurs henter sin nye beskæftigelseschef i egne rækker
Tina Kjærgaard Mogensen har siden juni 2020 bevist sit værd, og det har nu resulteret i, at hun nu rykker permanent op i koncernledelsen hos Syddjurs Kommune
SYDDJURS 2020 har på alle måder været et begivenhedsrigt år - også hos Syddjurs Kommune, hvor tre medarbejdere fra den øverste ledelse i Syddjurs Kommune blev strittet ud af vagten i forårsmånederne.
Først var der en silkesnor til chef for Social og Familie Christina Kaae, senere led Erhvervs- og beskæftigelseschef Mette Vestergaard Byskov samme skæbne, og slutteligt mistede kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen efter mere end seks års virke 'omklædningsrummet' - eller tilliden hos den øvrige del af koncernledelsen.
Anne Mette Have Rasmussen tiltrådte for et par måneder siden som chef for Social og Familie og på det seneste byrådsmøde konfirmerede et samlet byråd, at Rasmus Møller flytter sin signatur fra Favrskov til Syddjurs Kommune ved årsskiftet, hvor han stempler ind som ny kommunaldirektør.
Tilfreds udvalgsformand
Nu er også afløseren Mette Vestergaard Byskov fundet, og lyttede man godt efter på byrådsmødet, var Gunnar Sørensen (V), formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse, meget tæt på at afsløre, hvem det blev.
Udvalgsformanden roste i ret så høje toner under gennemgangen af rigets økonomiske til stilling i udvalget både den forhenværende Mette Vestergaard Byskov og den konstituerede - fra juni 2020 - Tina Kjærgaard Mogensen for deres arbejde og de tiltag, som førstnævnte nåede at sætte i værk og som sidstnævnte siden har fulgt op på.
Fredag kunne Syddjurs Kommune så fortælle i en pressemeddelelse, at Tina Kjærgaard Mogensen nu ikke længere skal skrive 'konstitueret', men kan nøjes med beskæftigelseschef, når hun signerer skrivelser og i øvrigt bliver tituleret.
Det bekommer Gunnar Sørensen vel. Han har presset på for at finde en permanent løsning.
Tina Kjærgaard Mogensen, 50, der er uddannet cand. scient pol. fra Aarhus Universitet i 1996, har været ansat i Syddjurs Kommune siden 2014, først som chefkonsulent i ledelsessekretariatet, derefter som leder af kommunikation og udvikling og senest altså som konstitueret chef for beskæftigelsesområdet.
Hun har tidligere ansat i Beskæftigelsesregion Midtjylland, hvor hun blandt andet har arbejdet med implementering af ny lovgivning og gennemførelse af udviklingsprojekter. Tidligere har hun også været ansat i AF Region Aarhus og AF Randers.
Et ridderslag
At hun nu tiltræder som beskæftigelseschef er naturligvis et ridderslag fra kommunens øverste ledelse, fordi hun er blevet målt med andre ansøgere.
Det fremgår også af det back-up, som konstitueret direktør Thomas Møller Palner leverer til hende i pressemeddelelsen.
"I et stærkt ansøgerfelt har hun vist, at hun både besidder de nødvendige faglige kompetencer og har stærke lederevner. I perioden som konstitueret chef har vi oplevet en sikker styring af et område, som tidligere har været økonomisk udfordret. Hele året har været præget af Corona også i jobcenteret. Her har hun har sammen med et kompetent hold i jobcenteret skabt flotte resultater og har samtidig udviklet vores dialog med de ledige i en mere digital retning. På direktionens vegne er det en glæde at kunne byde en chef velkommen, der er en stærk holdspiler og som har gjort karriere indenfor egne rækker. Det er godt gået, tillykke og velkommen til Tina."
Om Thomas Møller Palner rykkede op som konstitueret direktør med reference til beskæftigelsesområdet, da Jesper Hosbond Jensen afleverede nøglerne til rådhuset.
Han er fortsat stabschef for Budget og analyse, Finans og indkøb og IT og Digitalisering samt HR og Løn.