Ny oversygeplejerske fra Ry til Horsens
Nyt job Anette Bäckström fra Ry bliver ny oversygeplejerske på Kirurgi samt Kvindesygdomme og Fødsler på Regionshospitalet Horsens fra 1. februar.
51-årige Anette Bäckström kommer fra en stilling som afdelingssygeplejerske i Skadestuen og Akut Dagklinik på Akutafdelingen, Aarhus Universitetshospital. Her har den nye oversygeplejerske bl.a. haft den sygeplejefaglige ledelse af Lægevagten og Center for Voldtægtsofre samt været leder for socialsygeplejerskeordningen og senest for hospitalets Akut Covid Klinik.
Undervejs i de 25 år, Anette Bäckström har været på Aarhus Universitetshospital, har hun også erfaring fra det kirurgiske og onkologiske område.
"Lige fra den første kontakt til Regionshospitalet Horsens har jeg mærket et stort engagement i at skabe meningsfulde og individualiserede patientforløb af høj kvalitet og med høj patienttilfredshed og med en tilgang gennem anerkendende ledelse og tillid til medarbejderne. Det er et fokus, som jeg i høj grad kan se mig selv i og glæder mig til at være en del af," siger Anette Bäckström i en pressemeddelelse.
Som oversygeplejerske kommer Anette Bäckström til at udgøre afdelingsledelsen i Kirurgi sammen med ledende overlæge Jørn Selling Rasmussen og afdelingsledelsen i Kvindesygdomme og Fødsler sammen med ledende overlæge Marie Højriis Storkholm og chefjordemoder Kathrine Medum Christiansen.
gs