Flere spillere ramt
Spillerne er blevet isoleret
AGF's førsteholdstrup er blevet ramt af et smitteudbrud.
I alt fire AGF-spillere er blevet testet positive med Covid-19, skriver klubben på sin hjemmeside.
Det drejer sig om Mathias Jørgensen, Søren Tengstedt, Daniel Gadegaard og Patrick Olsen, som nu må bruge noget af deres juleferie i karantæne.
"Vi har ikke konstateret smitte hos andre spillere. De pågældende spillere er isoleret - og da de jo har ferie i øjeblikket, så er de også i sagens natur isoleret fra resten af truppen," siger klublæge Jacob Astrup, som ikke forventer, at det kommer til at betyde det store for klub eller spillere.
"De er ude af deres karantæne inden nytår, og derfor regner vi med, at de alle er klar til at indgå i opstarten, når spillerne mødes igen i det nye år. Her testes hele truppen i øvrigt grundigt og flere gange efter Divisionsforeningens vejledninger, så vi er sikre på, at alle er negative og klar til at indgå i opstarten."
AGF-spillerne starter op igen efter juleferien den 6. januar, mens testprogrammet for Covid-19 starter to dage før.
ddp