Fortsæt til indhold

Ny souschef fra Kvickly til SuperBrugsen Kolind

SuperBrugsen Kolind, der kæmper hårdt for at dreje økonomien i en positiv retning, har erfaren ledelsestrojka på plads

Samfund
Lars Norman Thomsen

KOLIND SuperBrugsen Kolind har skiftet ud på posten som souschef. 36-årige Tommy Amorsen har overtaget hvervet efter Ahmed Abdallah, der stoppede med udgangen af oktober for at blive butikschef i Fakta/Coop 365 i Vestergade Aarhus, der åbner i det nye år.

Den tidligere brugsuddeler i bl.a. SuperBrugsen Løgten nåede at være med på holdet i Kolind i perioden august 2019 - oktober 2020.

Læs mere: Farvel til brugsuddeler i SuperBrugsen Kolind

Afløseren, 36-årige Tommy Amorsen, har de sidste tre år været afdelingsleder i en af Danmarks største Kvickly butikker i Viby, Aarhus.

Kvickly, Føtex og SuperBrugsen samles nu i stærk forening i SuperBrugsen Kolinds nye ledelsesteam med tiltrædelsen af Tommy Amorsen som souchef.

Læs mere: Corona: SuperBrugsen Kolind mærker medvind

"Tommy Amorsen blev valgt i et bredt ansøgerfelt, og han kommer med friske ideer og masser af gåpåmod til at indgå i lederteamet. Han glæder sig til at være med til at videreudvikle SuperBrugsen Kolind, som viser bedre og bedre takter. Vi har tydeligt mærket lokalbefolkningens opbakning til mange nye tiltag, som har givet fremdrift i både kunder og omsætning," siger brugsuddeler Bjarke Dam Mikkelsen, 31, der startede i Kolind i juni 2019 med en eneste opgave på programmet - at præstere en økonomisk turn around for den hårdtprøvede dagligvarebutik, der i en lang-lang årrække har været centrum for handelslivet i Kolind. Tilkomsten af Fakta for nogle år siden ved indgangen til byen fra Ryomgård-siden og tæt på rundkørsel og omfartsvej betød imidlertid nye udfordringer.

Læs mere: Covid-19: Brugs og Distriktsråd trækker på samme hammel i Kolind

Ledelsestrojka på plads

Tommy Amorsen er oprindelig uddannet som bankrådgiver og har således efterfølgende brugt sin økonomiske baggrund og rådgiverrolle til at blive salgsleder i SuperBrugsen Stensballe, salgsleder i Kvickly Randers og altså senest salgsleder i 3 år i Kvickly Viby.

Han skal sammen med de øvrige i lederteamet, uddeler Bjarke Dam Mikkelsen og slagtermester Henrik Klausen Kjærsgaard, der har 20 års erfaring fra bl.a. Føtex, udstikke kursen for SuperBrugsen Kolind i de kommende år.

Fire magre år

Trioen og resten af medarbejderstaben skal vende fire års økonomisk modgang med negative bundlinjer: : 435.000 kroner i 2016, 1.2 mio. kroner i 2017, 800.000 kroner i 2018 og 1.4 mio. kroner i 2019 - til fremgang og tro på tingene.

Bjarke Dam Mikkelsen fortalte tidligere på året til Lokalavisen, hvordan han fra første dag i butikken var klar over, at den var gal og at der skulle skæres til.

Den unge uddeler brugte sit første år til at skære alt, hvad der hedder fedtlag væk, og det var et wake-up call for alle, ansatte som kunder, fortalte han.

"Det, vi skal leve af, er vores kerneforretning, og det kan der ikke laves om på."

"Derfor har jeg lukket vores vinbutik, realiseret et stort og dyrt varelager og ansat en souschef, Ahmed, der er købmand med stort K, og som kender til alle de gode tricks på de sociale medier. Det har allerede givet bonus," lød det dengang.

Nu er Ahmed Abdallah videre i et lederjob i Aarhus Midtby. Et bevis på, at han har leveret i Kolind.

Nu er det Tommy Amorsens tur til at gøre det samme