Den menneskelige ligning

præsteklumme Forleden dag faldt jeg over et Facebook opslag fra en ungdomskammerat, som ramte mig og derfor besluttede jeg, at dele hans historie med jer:

Min kammerat havde skrevet et debatindlæg til Politiken, som en reaktion på, at Socialministeriet har fjernet den statslige støtte til foreningen Nefos (Netværk for selvmordsramte). Han har selv haft selvmord helt inde på livet, da han mistede sin far i en alder af blot 8 år. Dengang fik min kammerat ingen hjælp og, som han selv ser det, så var der ingen der havde kompetencerne eller ressourcerne til at hjælpe ham. Der skulle gå mange år før Dennis fik den hjælp han havde brug for, og da han søgte den, fandt han den hos Nefos.

For nogle år siden var der fokus på, at præster kan give selvmordsforbyggende samtaler, fordi vi bliver kontaktet af sørgende og fordi vi ikke er bange for at tale om døden. Og jeg har da også selv haft en selvmordstruet i røret, og der havde jeg ikke været præst meget mere end 3 måneder. Pludselig stod jeg i en situation, som en teologiuddannet, på ingen måde er uddannet til. Men jeg greb den og gjorde hvad jeg kunne. Nemlig tale, tale med manden om live og det der gør ondt. Og jeg gør det gladelig igen.

For hvis små organisationer, som er specialiseret i særlige sorgområder, lukket, hvor skal folk så gå hen? Erfaring viser, at nogle går til præsten og jeg ved, at ikke bare min, men mange af mine kollegaers dør vil stå åben til vi segner. Det har altid været i del af den kristne og kirkens dna at hjælpe og nu er der brug for det mere end nogle sinde før.

Under sidste nedlukning blev krisecentre fyldt og hjælpelinjer kimet ned, så det er måske ikke lige nu, vi kun skal tænke på pengene.

Måske skulle vi bruge den brydningstid vi er i til at genoverveje, hvad der virkelig betyder noget.

I økonomi er der altid noget, som skal trækkes fra, men måske er det ikke mennesker vi skal trække fra.