Fortsæt til indhold

"Det er dybt bekymrende"

Sagen om kommunens besparelser på hjælpen til døvblinde er nået til Christiansborg

Samfund
Danni Paulsen

Det rykkede noget, da døvblinde Helene Lønborg i november stod frem i Lokalavisen Aarhus og fortalte om sin kamp for at undgå kommunal nedskæring af sin livsvigtige hjælp.

Kommunen ville halvere hendes timer med en kontaktperson, der i bund og grund fungerer som hendes ører og øjne og er bindeled til resten af omverdenen. Et byrådsflertal havde vedtaget nedskæringer på den blot 4,4 millioner kroner store udgift til de 18 døvblinde borgere i kommunen, men efter Lokalavisen Aarhus gik ind i sagen, valgte man at udskyde en eventuel spareøvelse til 2022.

Men nu har Helene Lønborgs historie også ramt Social- og Indenrigsminister Astrid Krags (S) bord.

Hun er af næstformanden i Folketingets Social- og Indenrigsudvalg, Karina Adsbøl (DF), blevet bedt om kommentere artiklen og redegøre for, hvilken hjælp kommunen er forpligtet til at levere.

"Jeg rejer sagen på grund af jeres artikel, for jeg synes, det er bekymrende, at man bliver nødt til at komme i avisen for at få den hjælp, man er berretiget til og har brug for i sin dagligdag. At det skal være en kamp. Den problemstilling ville jeg rejse for ministeren," siger Karina Adsbøl.

Minister: Kommunens ansvar

I et skriftligt svar udtrykker Astrid Krag stor forståelse for vigtigheden af kontaktpersoner, og at det kan føles meget indgribende at få reduceret sin hjælp.

"Jeg vil derfor klart understrege, at det er kommunens ansvar at levere den hjælp til det enkelte menneske, som man har behov for. Det skal ikke være en kamp at få tildelt eller beholde den hjælp, som gør, at man trods en omfattende funktionsnedsættelse kan få sin hverdag til at fungere og leve en aktiv tilværelse med mulighed for deltagelse i samfundslivet," skriver ministeren.

Astrid Krag påpeger, at hun ikke kan tage stilling til den specifikke sag, men noterer sig, at kommunen har udskudt besparelserne og vil revurdere sagen.

"I den forbindelse går jeg naturligvis ud fra, at kommunen i sin revurdering af afgørelserne holder formålet med kontaktpersonordningen i servicelovens § 98 for øje."

Nok er nok

Det svar havde DF's handicapordfører forventet.

"Ministrene siger altid, at det er kommunernes ansvar, og det er det også, men det er en ministers ansvar at sikre, at kommunerne faktisk leverer den hjælp de skal samt følge op på vores servicelov. Som handicapordfører synes jeg bare, at det er dybt bekymrende, at man i dagens Danmark skal kæmpe for at få hjælp," siger Karina Adsbøl, som mener det er et generelt problem.

"Jeg oplever, at kommunerne udfordrer grænserne på handicapområdet. Det kan vi også se med det store borgerengagement, hvor kampagnen #enmillionstemmer har fået nok støtte til at få et forslag om, at handicapområdet skal væk fra kommunerne, behandlet i Folketinget. Jeg er enig i, at nok er nok, og nu skal der ske handling på området. Postnummeret skal ikke være afgørende for, om man kan få hjælp, og det skal ikke være en kamp for sårbare borgere at få hjælp."

Går du ikke ind og detailregulerer, når du blander dig i en sag, hvor et byrådsflertal har vedtaget en besparelse? En besparelse, som en DF-rådmand sågar skal eksekvere?

"Jeg troede faktisk, at det var en SF-rådmand, der sad på området. Men jeg er landspolitiker, og jeg kæmper for, at mennesker med handicap skal have hjælp. Uanset hvem der sidder med ansvaret, så skal man give borgerne den hjælp, de har brug for."