Fortsæt til indhold

"Tak!"

"Mit 'sure' men velmenende opstød over emnet 'menukuverter har i den grad givet genlyd," siger Ole Vinsten

Samfund
Christina S. Johansen

Hinnerup "Hos min slagter kan jeg købe én leverpostej. Hos min gartner kan jeg købe én appelsin, hos min tøjmand kan jeg købe én skjorte og så videre. Men hos nytårsmenu-leverandøren! Tja, her skal jeg, uanset hvad, som minimum købe to styk," sådan lød det blandt andet i Ole Vinstens læserbrev, som Lokalavisen Favrskov bragte 16. december.

"Ganske overvældet og overrasket er jeg blevet kontaktet af helt ukendte, venlige mennesker(...) Fra mig: 'Stor tak for det!'"

En uge senere skriver Ole Vinsten igen en e-mail til Lokalavisen. Denne gang lyder det:

"Mit 'sure' men velmenende opstød over emnet 'menukuverter har i den grad givet genlyd. Ganske overvældet og overrasket er jeg blevet kontaktet af helt ukendte, venlige mennesker, herunder en menuleverandør, der på den ene eller anden måde ville hjælpe, så jeg kunne få leveret en festlig nytårsmenu. Fra mig: 'Stor tak for det!'"

I mellemtiden har Ole Vinsten dog fået sin nytårsmenu på plads gennem sin familie, men som han siger:

"Læserbrevet handlede ikke nødvendigvis så meget om mig, men om alle de enlige, som sidder rundt omkring."

Han fortæller, at adskillige personer altså har kontaktet ham dels med tips, og dels ville en privatperson sågar komme med en nytårsmenu fra Pøt Mølle.

"Det er helt vildt. Jeg havde slet ikke forventet sådan en reaktion!"