Fortsæt til indhold

Træk julens budskaber hjem i stuerne

Corona-pandemien sætter store begrænsninger for kirkegang i højtiden. Derfor opfordrer præst Heidi Torp til at trække julens budskab hjem i stuen

Samfund
Henrik Grønvald, JP Aarhus

Julen 2020 bliver ikke, som den plejer. For kirkegængere og folk, som gerne vil til julegudstjeneste, bliver juledagene udfordrende. Corona-restriktioner sætter store begrænsninger for, hvor mange der må være i kirkerne.

Kirkebogsførende præst Heidi Torp, Skanderborg Sogn, opfordrer menigheden til at trække julens budskab hjem i stuerne.

"Vi kommer til at savne at samles om noget meningsfyldt i kirkens rum og tage det med hjem. Det kan vi ikke alle i år, men kirkens rolle i det her er også et ord til trøst. Det forstummer ikke, fordi vi ikke kan mødes fysisk," understreger præsten.

På grund af de stærkt reducerede siddepladser på kirkebænkene, som traditionelt bliver fyldt til bristepunktet under gudstjenesterne 24. december og de efterfølgende dage, havde Skanderborg Sogn sammen med Smuk Event arrangeret en stor julegudstjeneste med krybbespil og deltagelse af alle sognets præster i den store hal i Skanderborg Fælled.

Med god afstand var der plads til 450 deltagere – 240 havde allerede booket plads, og arrangøren var indstillet på om nødvendigt at gennemføre en ekstra gudstjeneste tidligere på dagen.

Ærgerlig beslutning

Efter myndighedernes delvise nedlukning af bl.a. Region Midtjylland torsdag og anbefalinger om ikke at mødes i større forsamlinger så arrangørerne torsdag ingen anden udvej end at aflyse.

"Det var en forfærdelig ærgerlig, men rigtig, beslutning. Vi kan ikke under de her omstændigheder forsamle os 450 mennesker på Fælleden, selv om vi i den nuværende situation netop har brug for noget, der lyser op," siger Heidi Torp.

"Det ville være blevet en fantastisk oplevelse, men den går simpelthen ikke med skolebørn, som på det tidspunkt ikke har været sammen i to uger og har lyst til at kramme hinanden. Kirken er en del af verden. Vi er ikke en enklave for os selv, men må være solidariske. Netop det, at vi som mennesker er tæt forbundne og har samme vilkår, er en del af julebudskabet. Det hele handler netop ikke kun om os selv," siger Heidi Torp.

Arrangementet vil dog – i en eller anden form – blive gennemført, når smitterisikoen igen er så lav, at det er forsvarligt at samles til en stor, fælles gudstjeneste.

Sat på pause

"Nu sætter vi det på pause, og så kan vi håbe, at vi på et tidspunkt kan samles endnu flere end 450 i Fælleden. Det tror jeg, vi får brug for. Og vi kunne mærke, at folk virkelig gerne ville det her."

Indtil videre vil kirkerne i Skanderborg Sogn dog stadig være åbne, og der vil blive holdt en række gudstjenester – dog med betydeligt færre deltagere end normalt, og derfor handler det ifølge Heidi Torp om at tænke kreativt.

"I vores store slotskirke kan vi kun være 50 mennesker, men vi kan ikke holde 10 gudstjenester. Efter aflysningen af det store arrangement i Fælleden er vi i færd med at finde ud af, hvordan vi får julebudskabet ud til menigheden via optagelser eller live-streaming på sognets hjemmeside og Facebook."

"Her i sognet tilbyder vi, at folk juleaftensdag om eftermiddagen kan komme op til kirken og få en julehilsen. Vi har også i juledagene vores faste gudstjenester."

En dejlig stund

Til folk, der ikke kan komme i kirke, foreslår præsten at være sammen hver for sig om DR's julegudstjeneste i tv.

"Den vil jeg klart opfordre folk til at se. Men hvorfor ikke skabe en dejlig familiestund og bruge anledningen til at læse Juleevangeliet op i stuen, så vi holder fast i, at det handler om andet end gaver og fed flæsk," foreslår Heidi Torp, som også opfordrer til en lille bøn.

"Det er vi ikke så vant til, for vi har en vis blufærdighed omkring det, men måske bør vi i år vove at gå derover, hvor vi også beder et fadervor, inden vi spiser. Og så synger vi 'Dejlig er Jorden', så vi holder fast i, at der er noget, som fortsætter," siger præsten.

Hun opfordrer folk til at affinde sig med situationen og acceptere, at vilkårene for fejringen ikke er normale. Der er ingen grund til febrilsk at søge, lyder præstens pointe.

Vi bliver løftet

"I øjeblikket er det vigtigt at holde fast i, at julebudskabet netop handler om, at julen kommer til os. Altså, der sker noget for os. Det er ikke noget, vi selv skal opsøge eller skal etablere. Julen opstår for os, og det er det, som er så stort ved højtiden. Det bliver en anden tid, en højtid, hvor vi bliver løftet," forklarer hun.

"Julefreden, der sænker sig, handler ikke om alle de gudstjenester, men om, at vi har modtaget budskabet om, at vi ikke er alene i den her verden."

Coronapandemien, hvor de fleste føler sig udsatte, og mange er bekymrede for sig selv og deres nærmeste, vil komme til at fylde meget i den kommende tids juleprædikener, forudser Heidi Torp.

"Vi er alle sårbare, og det er også årsagen til, at alt det her sker. Men lige der er vi ikke alene. Midt i al den her skrøbelighed og magtesløshed træder Gud ind og skænker os sin søn som et lillebitte, sårbart barn."