Fortsæt til indhold

Julemanden tager mod besøgende i Gjern Juleby

Coronaen skal ikke snyde folk fra at komme i julestemning i Gjern

Samfund
Arkiv

jul Selv om det blev uden den traditionsrige lystændingsfest, er det igen muligt at opleve julestemningen i Julebyen ved siden af Spar i Gjern.

Borgerforeningen har brugt den seneste tid på at sætte nye stolper op til de mange lyskæder, så Julebyen står stærkere end den ellers har gjort.

"Vi har købt flere nye lyskæder og figurer, så der bliver endnu mere at kigge på," fortæller Kuno Nørskov fra Gjern Borgerforening.

Større julemand

Flere børn plejer at sætte kurs mod Julebyen, for at møde Julemanden, men i år er han skiftet ud til en større.

"For nogle år siden, forsøgte en mand at stjæle vores julemand. Han opgav og smed den fra sig. Desværre brækkede hovedet af julemanden, så vi plejer at lime det fast 2-3 gange i løbet af december. Med den nye og noget højere julemand, er det nu overstået."

Selv om julemanden har fået styr på hovedet, bøvler borgerforeningen dog stadig med julemanden.

"Det er en helt ny julemand vi har købt, som kan synge fem forskellige julesange. Desværre er der en fejl på ham, så han kun kan danse. Vi har reklameret over det, men han var desværre den sidste på lager i Danmark, så det bliver nok lidt op ad bakke at få ham til at synge," fortæller Kuno Nørskov.

Borgerforeningen håber, de finder en løsning i løbet af december, så julemanden når at synge inden jul.

mj