Præsteklumme: Verdens mest kendte familieportræt

præsteklumme Ingen familie er portrætteret så ofte og på så mange forskellige måder som den lille familie fra udkantsegnen Nazareth i Galilæa. Portrættet er taget i Betlehem i Judæa. Det er verdens mest kendte familieportræt. Hver eneste dag ser millioner af mennesker på billedet af den lille familie, og hver eneste jul fejres barnet overalt på kloden. Fortællingen har inspireret malere, digtere og komponister.

I Italien er der noget fornemt over portrættet. Hollandske malere malede familien i flade landskaber. I Spanien er Maria i en højrød kjole og ganske indtagende. Og i fattige lande er familien placeret i sammenstyrtede ruiner. I Leonardo da Vinci gengivelse er der noget halvfærdigt, så man selv kan tænke det færdigt. Verdes mest kendte familieportræt er malet alle steder og i omgivelser, der passer på det sted og til den tid hvor juleevangeliet lyder. Vi hører hvert år det samme og hvert år noget forskelligt. Magthaverne udstedte befalinger. Usikkerhed og frygt var med på rejsen. Hvor skulle Maria føde? Josef måtte slippe sin modstand og tage imod det, livet gav ham. Så er der hyrderne på marken. De kendte ensomheden og levede langt fra andre mennesker.

Lad os, for et øjeblik, lade dette første familieportræt stå lidt; med alle de knaster og skævheder, der hører til i en familie. Bristede håb og knuste drømme. Jeg tror, mange af os i år kan spejle os i isolationen og afsondretheden. Det frygtsomme. Udmattelsen. Kan vi forestille os, hvad englens ord "frygt ikke" betød den nat? At se os selv og verden i dette ældgamle familieportræt er at åbne sit hjerte for håbet. Det har vi mere brug for end nogen sinde.

Gud har med barnets fødsel skrevet sig ind i alle verdens brogede portrætter og familieforhold, ja i selve menneskehjertet. Han lod sit kærlighedsbarn føde i en stald. Det er på engang billedet på det mest udsatte og samtidig det største og stærkeste, der findes: Kærlighedens krybberum.

Måske synes det som et spinkelt håb. Som en noget blafrende flamme i mørket, men ikke desto mindre er det budskabet: Håbet, kærligheden, tilgivelsen, freden og glæden fødes i verden. Gud lod det ske i en stald. Det er adelsmærket til det fortabte menneske. Frisættelsen. For hele folket.

Der er rigtig nok en tendens til at idyllisere familieportrættet af den lille hellige familie. Det kender vi også godt. Det er ikke alt, vi lægger op og sådan må det være. I en stald, her hos os, overalt hvor familier fejrer håbets, fredens og kærligheds sejr over mørket. Tro er også mod; mod til at få det bedste ud af det, vi har til rådighed. Hvad er vel alternativet?

Lad os gå ind i Vor Herres eget familieportræt og klæde os på til juleglæde. Være generøse med livet selv, med kærligheden. Skønt mange nu lever isoleret og faren ikke er drevet over, så er glæden for hele folket. Igen i år kan vi synge – eller nynne: Lad julesorgen slukkes.