Succes: Skyggebørn vokser
I september åbnede Skyggebørn en afdeling i Aarhus, og der er et stort behov for at hjælpe børn i sorg
sorg Tilsyneladende er der et stort behov for at hjælpe børn og unge i sorg. I hvert fald hvis man kigger på antallet af børn og unge, der søger hjælp hos Skyggebørn, som åbnede en afdeling på Via University i Skejby tilbage i september.
Dengang var der omkring 40 børn tilknyttet, i dag er det tal vokset til næsten det dobbelte.
"Vi fik rimelig hurtig knald på grupperne, og der gik ikke lang tid, før vi var nødt til at oprette to ekstra grupper for børn og teenagere. Vi har også en gruppe mere på vej til de unge, og det er lidt pudsigt, for vi oplever et større behov for den aldersgruppe end i Aalborg og København, hvor vi også har Skyggebørn," fortæller psykolog i Skyggebørn, Anne Bach.
"Der har måske manglet et tilbud til den aldersgruppe i Aarhus," fortsætter hun.
Indtil videre er der fem grupper fordelt på to til børn, to til teenagere og én til de unge, men der er en gruppe mere på vej til de unge, så der i alt er seks i Aarhus.
Stor succes
"Helt fra begyndelsen var vi en større succes i Aarhus, end vi var i København, da vi begyndte der. Vores tilbud er anderledes i forhold til de øvrige, der eksisterer. Vores er i ubegrænset tid, og det er gratis. Det betyder, at forældrene ved, at deres børn kan få hjælp ligeså længe, de har behov for," siger Anne Bach.
Der har måske manglet et tilbud til den aldersgruppe i Aarhus
Hun har da også en formodning om, at Skyggebørn i Aarhus på længere sigt bliver endnu større, og at stedet faktisk kommer til at overhale Aalborg, hvor der er 11 sorggrupper i alt.
Egne lokaler
Ambitionen er, at Skyggebørn kan få egne lokaler i fremtiden. I Aalborg har man en etage, og i København låner Skyggebørn lokaler på et hotel, mens det altså ligger på Via University i Aarhus.
"Vi har et rigtig godt samarbejde med Via, men vi vil gerne i vores eget på et tidspunkt, for det giver os bedre muligheder for at holde individuelle samtaler samt familiesamtaler," siger Anne Bach.