"Det er bekymrende"
Der er rekordmange indlagte på de nordjyske covid-19-hospitalafdelinger, og det bekymrer overlæge
Samlet set over hele landet er 726 personer i øjeblikket indlagt med covid-19. Alene i Region Nordjylland er tallet 44, og det er meget højt for områdets hospitalsafdelinger, lyder det fra en bekymret overlæge til Nordjyske.
"Det er bekymrende, at der er så mange indlagte. Det skal helst ikke højere op," siger overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital, Michael Dalager-Pedersen, til mediet.
Han pointerer dog, at antallet af indlæggelser forventes at falde snarligt på grund af de restriktioner, der trådte i kraft i sidste uge.
"Jeg tror og håber på, at det topper nu. Men afhængigt af hvordan folk omgås gennem julen og nytåret, kan det også blive forværret," siger overlægen til Nordjyske.
Ifølge Statens Serum Institut er der det seneste døgn registreret 2.992 nye tilfælde af covid-19 i Danmark, imens 20 personer med smitte i kroppen har mistet livet i løbet af det seneste døgn.
jwh