10.000 fra Lions Mols til kirkens julehjælp
Lions Mols har via lotteri og salg af julemærker indsamlet et flot beløb og giver de 10.000 af dem til Ebeltoft, Dråby, Handrup Kirkes julehjælp
jul Lions Mols besøgte i sidste uge Ebeltoft Kirke med en check på 10.000 kroner til årets julehjælp i Ebeltoft-Dråby-Handrup Sogn. Pengene blev overrakt til sognepræsterne Heidi Bisgaard og Maria Louise Sønderby.
32 familier får julehjælp
Heidi Bisgaard oplyser, at der i år er 32 familier, fortrinsvis børnefamilier, der har søgt om julehjælp hos kirken. Der er både tale om julekurve til familier, der spiser svinekød, og til familier, der ikke gør.
"Sidstnævnte er overvejende familier af anden etnisk nationalitet end dansk, og som ikke holder jul. Så vil børnene i disse familier, når de kommer i skole, alligevel kunne berette, hvad de fik i julegave og ikke stå udenfor."
Julehjælpen består af en pose med mad og et gavekort til familiens børn. Afhængigt af alder vil det enten være et gavekort til Sportigan eller til Legekæden.
Fald i ansøgningerne
Heidi Bisgaard oplyser, at antallet af ansøgninger er faldet en smule i år i forhold til sidste år. Ganske vist er kurvene med svinekød steget en smule, men det opvejes af et lidt større fald i antallet af kurve uden svinekød.
"Jeg tror det skyldes, at nogle af dem på integrationsydelse fra sidste år enten er kommet bedre ind i samfundet og har fået job, eller de er flyttet til en anden kommune."
Til næste år, når konsekvenserne af corona-krisen forventes at være mere synlige end nu, forventer Heidi Bisgaard en stigning i ansøgningerne.
"Jeg tror indtil videre, at folk holder skindet på næsen takket være hjælpepakkerne. Men jeg forestiller mig, at den boble vil briste, og så vil det sande ansigt vise sig."
Provstiets julehjælp
Ebeltoft-Dråby-Handrup Kirkes julehjælp uddeles til familier indenfor sognegrænsen. Via Syddjurs Provsti's julehjælp samarbejder de enkelte kirker også med Syddjurs Kommune med uddeling af julehjælp til borgere i hele kommunen.
"Nogle borgere kan ikke selv søge. Det kan være nogle, der ikke overkommer at komme ud i det sociale rum, og nogle holder sig tilbage, fordi de føler en stor skam ved at modtage julehjælp. Men kommunen har kendskab til de borgere, der har brug for hjælp," forklarer Heidi Bisgaard.
Lions deler ud
Den glade giver af de 10.000 kroner, Lions Mols, forestår hvert år salg af julemærker og julelotteri med henblik på indsamling af penge til uddeling af forskellige mærkesager. President for Lions Mols Egon Madsen forventer, at clubben igen i år vil indsamle knap 100.000 kroner. Pengene bliver til glæde for mange.
"Alle vores indtægter bliver uddelt hundrede procent."
Ud over julehjælp til kirken får lokale foreninger glæde af pengene til de aktiviteter, de søger til i løbet af det kommende år. Desuden gives en mindre del videre til Lions-klubberne i Danmark til støtte af internationale projekter, og en lidt større del går til større nationale projekter i Danmark, ligeledes uddelt af Lions-klubberne i Danmark. Således fik børnehospice Strandbakkehuset i Rønde for eksempel 416.000 kroner i slutningen af november.