Fortsæt til indhold

Dagens corona-tal i Aarhus: Brabrand har det højeste smittetryk

Samfund
Jeppe Rafn

Lige nu er smittetrykket værst i den vestlige del af Aarhus Kommune.

Brabrand topper Aarhus Kommunes oversigt over postdistrikter med en incidens på 469. Incidensen angiver antal smittede i de seneste syv dage per 100.000 indbyggere, hvilket i Brabrands tilfælde dækker over 95 smittetilfælde blandt bydelens 20.236 indbyggere.

Efter Brabrand følger Tilst med en incidens på 370 og Aarhus V med en incidens 357.

Smittetrykket er også relativt højt i Åbyhøj, der ligger på grænsen til Brabrand og Aarhus V, der har en incidens på 323.

Tre andre postdistrikter har en incidens over 300: Aarhus N på 338, Trige på 331 og Solbjerg på 321.

129 smittede

I det seneste døgn har 129 aarhusianere fået konstateret, at de er smittet med coronavirus. I går var tallet 220, og i forgårs 126.

Set i et lidt større perspektiv er der i den seneste uge konstateret 929 smittetilfælde i Aarhus Kommune blandt 24.833 testede. Det giver en positivprocent på 3,74 og en incidens på 263.

På landsplan er 1.842 personer testet positiv ud af 104.615 testede. Der er sket 37 dødsfald blandt covid-19 smittede, hvoraf de fem dødsfald er sket i Region Midtjylland, hvor tre mænd og to kvinder med covid-19 har mistet livet.

Antallet af indlagte med covid-19 er faldet med 25 personer til 861 personer i Danmark. I Region Midtjylland er antallet af indlagte uændret 129 personer. Af dem er 25 på intensivafdeling, og alle 25 ligger i respirator.

46 af de 129 indlagte, hvilket svarer til en tredjedel, i Region Midtjylland er indlagt på Aarhus Universitets Hospital.