Fortsæt til indhold

Ny årsrapport fra Hertha

Samfund
Arkiv

forening En Hertha-gruppe udsender ny rapport, som også har de bløde værdier med. Som en julehilsen til de Hertha-interesserede er der for anden gang udsendt en årsrapport om livet i Hertha. Både om det sociale, det kulturelle, økologiske og økonomiske.

Hensigten med denne type afrapportering er at synliggøre synergien, når det offentlige, det private og civilsamfundet arbejder sammen. Der findes ingen model for den slags rapporter, så der er kun at blive klogere undervejs. Det erkender gruppen, som nu for anden gang har udarbejdet et helhedsbillede af livet i Hertha Levefællesskab – denne gang for året 2019.

Med dette foto over Hertha og Herskind fra september 2020 dokumenteres, at Hertha-matriklen i praksis er fuldt udbygget. Det nyeste byggeri er bofællesskabet Vidarhus yderst til højre, som forventes indflytningsklart til marts 2021. Foto: Niels H. Gregersen

Hertha har eksisteret siden 1996. Dermed er der 25-års fødselsdag i 2021 og samtidig kan det konstateres, at det sociale initiativ og den vision, der dengang blev formuleret nu er realiseret.

Levefællesskabet har ventelister både for voksne udviklingshæmmede, der ønsker at bo og arbejde i Hertha og for almindelige borgere, som finder naboskabet til de udviklingshæmmedes hjem og arbejdspladser attraktivt.

Lidt under halvdelen af de i alt 80 boliger er private. De andre er ejet af den lokale almennyttige Landsbyfond, som takket være en trofast støtteforening med omkring 300 medlemmer kan opretholde sin status som gave-fradragsberettiget.

Her er det bagerigruppen i aktion. Pressefoto

Ole Uggerby, der er kontaktperson for arbejdsgruppen fremhæver, at der gennem alle årene har været et forbilledligt samarbejde med de kommunale myndigheder og at pionererne fra starten formåede at formidle tiltro og tillid til projektet. Således har Hertha undervejs modtaget donationer fra fonde og private på over 16 mio. kr.

Arbejdsgruppen bag rapporten håber med tiden at kunne dokumentere, hvordan alle parter vinder, når der skabes løsninger i det sociale, som inkluderer alle aktører.

Ønsker man at se nærmere på rapporten og dykke ned i de forskellige tal, kan denne findes på hertha.dk.

Her er det et billede fra Michaelsfejring i september. Pressefoto

mj