Fortsæt til indhold

Nytårsaften: Lad andre om at fyre den af, hvis du er fuld

Fest og fyrværkeri er en farlig cocktail. Det går især ud over børn og unge. Tænk dig godt om, lyder rådet fra Forsikringsoplysningen

Samfund
Arkiv

Fyrværkeri er hvert år skyld i, at alt for mange af danskere kommer til skade nytårsaften. Især raketter, batterier og ulovligt fyrværkeri giver alvorlige skader. Sidste år måtte 228 personer en tur på skadestuen - 27 med svære skader.

Kun ca. tre ud af ti med skader brugte beskyttelsesbriller. To tredjedele af alle skader ramte unge under 26 år.

"Selvom det ikke kan gøre skaden god igen, så er det en god ide i det mindste at have forsikringerne i orden, hvis uheldet er ude nytårsaften. Både hvis man kommer til skade selv, og hvis man er så uheldig at gøre skade på andre eller deres ting," siger Anja Lintrup Sørensen, konsulent i Forsikringsoplysningen, i en pressemeddelelse.

"Indboforsikringen og ulykkesforsikringen er de vigtige forsikringer. Mangler man dem, så er det bedste råd at gå på forsikringsguiden.dk. Her kan man nemt sammenligne priser og dækninger på forsikringerne, inden man beslutter sig for at købe," udtaler Anja Lintrup Sørensen.

For meget sprut

Hun fortæller, at der er flere situationer, hvor forsikringerne ikke dækker i forbindelse med fyrværkeri. Det er især i forbindelse med tankeløs opførsel, ulovligt fyrværkeri og for meget alkohol.

"Du får ingen erstatning, hvis du tankeløst håndterer fyrværkeriet forkert og kommer til skade - fx holder en tændt raket i hånden. Det samme gælder, hvis du fyrer ulovligt eller hjemmelavet fyrværkeri af," oplyser Anja Lintrup Sørensen.

Forsikringen siger også stop, hvis skaden sker i forbindelse med fuldskab. Lad andre om at fyre af, hvis du er fuld.

"Hvert år sker der ulykker, fordi fulde personer kaster tændt fyrværkeri efter andre personer eller deres ting. I sådan en situation kan du ikke være sikker på, at din private ansvarsforsikring betaler erstatning til det uskyldige offer. Det risikerer du at skulle betale af egen lomme," udtaler Anja Lintrup Sørensen.