Glasmuseets kommende direktør træder ind i bestyrelsen i VisitAarhus
Rebecca Matthews, der 1. maj tiltræder som direktør for Glasmuseet Ebeltoft, afløser Jan Beyer Schmidt-Sørensen i bestyrelsen i VisitAarhus
TURISME 1. maj 2021 tiltræder Rebecca Matthews som direktør for Glasmuseet Ebeltoft, men allerede i indeværende måned træder hun ind i VisitAarhus’ bestyrelse.
Rebecca Matthews, der i fem år stod i spidsen for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, var med sit succesfulde kulturhovedstadsarbejde med til at føre Aarhus ind i den internationale liga af 'second cities' og trække flere gæster til hele Region Midtjylland. Nu skal hun som nyt medlem af bestyrelsen i VisitAarhus være med til at styrke den internationale profil og brede den ud i hele den nye VisitAarhus’ geografi.
"Rebecca Matthews har et fantastisk internationalt udsyn og et meget bredt nationalt og internationalt netværk inden for kunst og kultur. Hun er en stor kapacitet på sit område, så jeg ser meget frem til at trække på hendes viden og ideer i udviklingen af vores destination,” udtaler Sten Tiedemann, bestyrelsesformand i VisitAarhus, i den pressemeddelelse, der er rundsendt i anledning af Rebecca Matthews' indtog i bestyrelsen.
Størst udenfor København
De reviderede love om Erhvervsfremme og Turisme, som trådte i kraft den 1. januar 2019, havde som formål, at turismen i Danmark skulle styrkes gennem færre og mere slagkraftige destinationer. På baggrund af dette blev der dannet en fælles turismedestination, VisitAarhus, som geografisk dækker Aarhus og Djursland.
For et år siden dannede VisitAarhus én samlet turistdestination sammen med Aarhus, Norddjurs, Syddjurs, Randers, Favrskov, Viborg, Silkeborg og Skanderborg Kommuner.
I dag er VisitAarhus det største destinationsselskab i Danmark udenfor hovedstaden målt på turismeomsætning, organisation og geografi. Det nye turistsamarbejde med otte kommuner har givet nye samarbejds- og udviklingsmuligheder til turistvirksomhederne i hele destinationen, og her kan Rebecca Matthews bidrage med sin erfaring.
”I mit virke som direktør for Aarhus 2017 var en af grundstenene at binde regionen sammen. Aarhus 2017 var et gigantisk samarbejdsprojekt, hvor det lykkedes at skabe kulturoplevelser i verdensklasse, fordi så mange kommuner stod sammen. Arbejdet har givet mig et stort netværk og evnen til at skabe samarbejder på tværs. Jeg glæder mig meget til at bruge mine erfaringer til at styrke turismen i hele Aarhusregionen til glæde for gæster, erhvervsliv og borgere,” udtaler Rebecca Matthews.
Hjem fra London
Rebecca Matthews afløser Jan Beyer Schmidt-Sørensen, der har siddet i VisitAarhus’ bestyrelse i en årrække og nu er gået på pension. Rebecca Matthews har de seneste år boet i London, hvor hun har været direktør på Goodenough College, og hun har en lang bestyrelseserfaring med poster i bl.a. bestyrelsen for Royal Albert Hall. Næste opgave for hende bliver stillingen som direktør for Glasmuseet i Ebeltoft.