Fortsæt til indhold

Norddjurs med i opløb om at vinde prisen som Årets Ungdomskommune 2021

Er én af ti nominerede kommuner

Samfund
Arkiv

Hæder Norddjurs Kommune er med i opløbet om at blive kåret til årets bedste kommune for unge. Ud af 21 indstillinger er 10 kommuner nomineret til prisen, som hvert år uddeles af DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd.

Norddjurs Kommune er blandt de nominerede til prisen som Årets Ungdomskommune 2021.

Under voteringen lagde dommerne en særlig vægt på, at kommunen sørger for, at ungdommen selv er med til at skabe rammerne for det gode ungdomsliv.

I indstillingen beskrives det også, at Norddjurs Kommune har etableret en sundheds- og aktivitetspulje på 100.000 kroner, som ungdomsrådet selv har mulighed for at bestemme over, hvad pengene skal gå til. Ungdomsrådet, der har indstillet kommunen, roser også for lydhørhed ift. aflyste arrangementer og for, at man kigger ind i fremtiden sammen.

En ærefuld titel

I mere end ti år har DUF uddelt prisen som Årets Ungdomskommune til en kommune i Danmark, som gør en ekstraordinær indsats for børn og unge.

Chris Preuss, formand for DUF, udtaler i en pressemeddelelse:

"Vi har fået rekordmange indstillinger til Ungdomskommuneprisen i år, og det viser bare, at kommunerne arbejder aktivt med at inddrage ungdommen. Derfor har det også været rigtig svært at koge feltet ind. De ti kommuner, der er gået videre i opløbet om at vinde prisen, har på hver sin måde haft noget unikt i deres indstilling, som har været med til at afgøre, at de er gået videre."

De nominerede

I år er 10 kommuner med i opløbet om at blive Årets Ungdomskommune. I alfabetisk rækkefølge er følgende kommuner med i opløbet om titlen: Faaborg-Midtfyn, Gentofte, Holbæk, Norddjurs, Nyborg, Odsherred, Rudersdal, Skive, Svendborg og Vesthimmerland.

gs