Fortsæt til indhold

Rute 73 forbliver som før

Busforbindelsen i det nordlige Favrskov er uændret, beroliger Midttrafik

Samfund
Kian Johansen

Busser Beboerne i Ulstrup, Sønder Vinge og Vester Velling kan godt sove roligt om natten.

Der bliver nemlig ikke ændret på busforbindelserne i det nordlige Favrskov, som flere beboere i området fejlagtigt har frygtet.

Det forklarer køreplanlægger Anders Winkler Rasmussen fra Midttrafik til Lokakavisen Favrskov.

"Rute 73 vil betjene det nordlige Favrskov som hidtil," beroliger han.

Misforståelsen i nord-Favrskov er sandsynligvis opstået, fordi der i øjeblikket kører en høring i Randers Kommune om busruter.

Og her stopper det fremlagte fremtidige buskort i Randers Kommune. Det har fået flere til at tro, at rute 73 helt blev nedlagt igennem Favrskov Kommune.

Det er ikke tilfældet.

"Vi ændrer rute 73 til at køre gennem Ålum og Tånum i stedet for gennem Stevnstrup og det kommer ikke til at betyde meget for Favrskov, måske tager det lidt længere tid gennem de to byer, men det er det," lyder det fra køreplanlæggeren.

Fra bybus til rutebil

Ændringerne i Randers handler om at give alle byer en mere ensartet bus-betjening, herunder at lade de tværgående busser overtage dele af bybussernes tidligere ruter i yderområderne, og derfor har man ændret i den rute som bus 73 skal køre.

Formand for Teknik og Miljøudvalget i Favrskov Anders G. Christensen (V) er glad for at misforståelsen er ryddet af vejen.

"Vi holder selvfølgelig altid øje med, hvilke ændringer der kommer i busforbindelserne omkring vores kommune,. Og her var der heldigvis ikke noget at komme efter" siger han.