Nytårskommentar: Et særligt år i Coronaens tid
Borgmester Ole Bollesen har taget Janus-ansigtet på efter opfordring fra Adresseavisen og tager et kig bagud og fremad
NYTÅRSKOMMENTAR Vi kommer ikke udenom, at 2020 også i Syddjurs Kommune vil blive husket for Coronaepidemien. Siden epidemiens start i foråret har vi mødtes flere gange ugentligt i kommunens beredskab, hvor vi i fællesskab har arbejdet for at beskytte vores institutioner og borgere mod smitten. Det har været omskifteligt og krævende, men dem, som har ydet mest, er naturligvis vores medarbejdere ude i driften.
Uden deres vilje til at løse opgaverne på nye måder, så var det ikke gået så godt. Det gælder, hvad enten det har været på en skole, i et dagtilbud, et plejehjem, i hjemmeplejen, i rengøringen eller mange andre steder.
Derfor vil jeg gerne sige tak til alle medarbejdere i Syddjurs Kommune. Jeg vil også gerne takke alle borgerne i kommunen, som har været rigtig gode til at følge de skiftende restriktioner. Det gælder også nogle af dem, som har været hårdest ramt – jeg tænker her især på de pårørende til beboere på plejehjem og bosteder, som i flere omgange har måttet undvære deres kære.
Også i Byrådet har vi mærket til Coronaen. Det har betydet nye arbejdsformer, og vi har både i foråret og her på det seneste været nødsaget til at afvikle vores byrådsmøder helt digitalt. Det er en udfordring, men vi er alligevel lykkedes med det. Også de store borgermøder er blevet afviklet digitalt, det gælder både borgermødet om budget, kommuneplan og ny skole i Hornslet. Rigtig mange borgere deltog aktivt, og vi er også lykkedes med at få mange gode høringssvar ind – både til budget og kommuneplan.
Årets gang i Byrådet har især været præget af budget. Jeg vil ikke lægge skjul på, at genåbningen af budgettet i foråret var en meget svær øvelse, og der blev indgået en række svære kompromiser for at få enderne til at nå sammen. Vi endte dog med, at et stort flertal i Byrådet stod bag genåbningen.
Et lyspunkt har været udligningsreformen, som vi har kæmpet for politisk i mange år. Reformen betyder heldigvis, at Syddjurs Kommune tildeles omkring 40 mio. kr. i 2021, og det stiger i de efterfølgende år. Vi har stadig behov for at holde en stram kurs omkring vores budget, men reformen er bestemt en stor hjælp. Samtidig ser vi også, at regeringen stiller os i udsigt, at den vil kompensere os for vores udgifter i forbindelse med Corona.
Her i efteråret fik vi besluttet et budget for 2021 og overslagsårene. Selvom alle partier ikke var med, var det min oplevelse, at vi var enige om hovedparten af indholdet.
Jeg vil gerne nævne at par af de beslutninger i forliget, som får betydning for årene som kommer:
- Vi ser frem mod en ny skole i Hornslet, nye daginstitutioner i Hornslet og Knebel, byggemodninger for over 20 mio. kr., samtidig med at vi fremrykker anlæg for over 20 mio. kr.
- På ældreområdet modtager hjemmeplejen 3 mio. kr. og plejecentrene 4 mio. kr. ekstra om året. Tøjvask hos visiterede ældre skal igen varetages af hjemmeplejens medarbejdere fra sommeren 2021.
- På skoleområdet tilføres der ekstra 5,4 mio. kr. om året, som vil komme både små og store skoler til gode. Alderen for overgangen fra dagpleje og vuggestuer til børnehave hæves gradvist til 3 år.
Dette blot for at nævne nogle nedslag.
Selvom dette år på alle måder har været vanskeligt og med store udfordringer, også politisk, så er der nu mange lyspunkter. Syddjurs Kommune er en i god udvikling, vi har befolkningstilvækst, og vi formår at tilpasse vores services og anlæg. Trods vores økonomiske udfordringer er vi på ret kurs, og aktuelt viser de seneste tal også god bedring i kommunens kassebeholdning. Vi forventer desuden et regnskab for 2020 med et pænt overskud.
I år har vi også fået et nyt kulturelt flagskib i kommunen. Den tidligere Maltfabrik i Ebeltoft er blevet smukt restaureret – faktisk så flot, at den netop har modtaget en af landet fornemmeste arkitekturpriser. På Maltfabrikken kan man nu finde både spisehus, bryggeri, kulturhus, bibliotek, museum, arkiv, kreative værksteder, kunstnere på besøg og meget mere. Det har vist sig at være en vinderkombination, og der har været et stort antal besøgende hen over sommeren.
Den kommunale organisation er også blevet styrket. Vi har netop fået ansat en dygtig, ny kommunaldirektør i Rasmus Møller og en ny direktør i Katrine Axél, som både jeg og Byrådet glæder os til at samarbejde med.
Når vi nu nærmer os 2021, går vi ind i mit sidste år som kommunalpolitiker. 2021 bliver jo et valgår, men denne gang bliver jeg altså på sidelinjen i den kommende valgkamp.
Efter mange år i kommunalpolitik bliver det en speciel oplevelse, men jeg er stolt over, at en række af mine mærkesager har fået betydning for udviklingen af vores kommune. Det gælder især bæredygtighed, hvor vi med bæredygtighedsudvalget satte gang i arbejdet. Vi er stadig kun i begyndelsen af dette arbejde, og jeg forventer, at dette arbejde vil få betydning for alle fagområder i de kommende år.
Et andet tema, jeg vil fremhæve, er dialog og inddragelse. Det har naturligvis været udfordret i år. Også mange af mine dialogmøder og walk and talks er blevet enten udskudt, aflyst eller gjort digitale. Men jeg mener alligevel, at princippet om at styrke borgerdialogen og at indgå tidligt i dialog med borgerne eller virksomhederne er ved at forankre sig.
Jeg vil ønske jer alle et godt nytår.