Fortsæt til indhold

Dagens coronatal: Voldsom udvikling i smittetallet i Aarhus

Samfund
Arkiv

I det seneste døgn er der konstateret 220 nye smittetilfælde med covid-19 i Aarhus Kommune.

Det er det højeste antal på et døgn i 2021 og næsten dobbelt så mange som i går, hvor tallet var 126.

Statens Serum Institut oplyser ikke, hvor mange der dagligt bliver testet i de enkelte kommuner, men på landsplan er der i det seneste døgn testet 100.410 personer mod 74.797 i går. Det svarer til en stigning på 34 procent og kan altså langtfra forklare stigningen i smittetallet i Aarhus, som er på 75 procent.

I løbet af den seneste uge er 995 personer testet positiv ud af 26.329 personer. Det svarer til en positivprocent på 3,78 og en incidens på 282, hvilket er den højeste blandt alle kommuner i Jylland og på Fyn. Incidensen angiver antal smittede i løbet af de seneste syv dage per 100.000 indbyggere.

Døde og indlagte

På landsplan er 2.216 personer testet positiv ud af 100.410 testede, og 30 personer smittet med covid-19 er døde i det seneste døgn.

Til gengæld falder antal indlagte med 56 personer til 886 personer, hvoraf 137 er på intensiv og 84 af dem ligger i respirator.

Fem af døgnets 30 dødsfald er sket i Region Midtjylland, hvor tre mænd og to kvinder er døde med covid-19. Antal indlagte er faldet med syv personer til 129. Heraf er 24 på intensiv, og de ligger alle i respirator.

49 af de 129 indlagte er indlagt på Aarhus Universitets Hospital, hvilket er uændret i forhold til i går.