Aarhusiansk kæde solgt i stor milliardhandel til britisk kapital-fond
Det hele begyndte i Aarhus, men nu er byggemarkedskæden Stark Group kommet på britiske hænder
Der er sket meget, siden de lokale Aarhus-firmaer Jørgensen & Stilling og Petersen & Matzen i 1896 valgte at gå sammen for at danne Aarhus Trælasthandel A/S. I 1933 ændrede virksomheden navn til Det Danske Trælastkompagni A/S, da den blev børsnoteret. I 1996 blev navnet forkortet til Danske Trælast A/S, og siden blev det ændret til Stark Group.
Fredag kan byggemarkedskæden, der siden den spæde start i Aarhus har flyttet hovedkvarteret til Frederiksberg, dele en kæmpe nyhed. Stark Group er således blevet solgt til den britiske kapitalfond CVC Capital Partners Fund VII.
Det oplyser kæden selv i en pressemeddelelse.
“Vi er begejstrede for at få CVC som nye ejere, så vi sammen kan fortsætte den vækstrejse, vi er på. Vi har haft stor gavn af samarbejdet med Lone Star, som med deres opbakning har bidraget til vores stærke resultater de seneste år. Vi ser fortsat mange gode muligheder for vækst og udvikling, både organisk og via opkøb i Nordeuropa,” siger Søren P. Olesen, administrerende direktør i Stark Group, i pressemeddelelsen, hvor han fortsætter:
“Vi har et indgående kendskab til CVC fra vores tidligere relation og ser frem til at drage nytte af deres branchekendskab, strategiske styrke og ønske om at bakke op om vores vækstrejse. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre ejer at samarbejde med.”
Ifølge Børsen er Stark Group blevet solgt for tæt på 20 milliarder kroner.
jwh