Fortsæt til indhold

Christoffer kan få os til spillebrættet

Den 29-årige softwareudvikler fra Hørning har brugt et par år af sin fritid på at skabe et nyt brætspil, som adskiller sig fra de kendte

Samfund
Michael Wulff

HØRNING Han er 29 år, bor i Hørning med sin familie bestående af hustruen Kimmie og de to børn på ét og tre år, Sarah og Nikolaj.

"Ja, vi har alle sammen fornavne, som kan staves på mange forskellige måder," siger Christoffer Øland Skovgaard, som er vant til at tænke i udfordringer.

Så er der dækket op til lidt hygge med Switch.

Glad for brætspil

Christoffer er til daglig softwareudvikler hos Mjølner Informatics i IT-byen på Katrinebjerg i Aarhus, men i fritiden har han udviklet et nyt brætspil, Switch, som netop er landet på hylderne i butikker landet over.

"Jeg har altid været glad for brætspil, men jeg savnede ét, hvor du bliver udfordret på flere parametre samtidig," siger Christoffer Øland Skovgaard i telefonen.

Nu har han skabt Switch, som tager spillerne med på en tur gennem traditionelle og ikke-traditionelle opgaver. Kategorien ’Rangering’ er en af dem.

Her skal man for eksempel rangere tre komponister ind efter deres fødselsdag i kronologisk orden.

"Og det er anderledes i forhold til, hvad andre brætspil kan," siger den unge spiludvikler.

Nåleøjet

Christoffer Øland Skovgaard er kommet gennem et meget lille nåleøje, inden Switch blev sat op på hylderne rundt omkring.

"Jeg henvendte mig til spiludgiveren Game Inventors. De fortalte, at der hvert år dumper cirka 350 nye brætspils-idéer op, men at de kun skal bruge to-tre stykker. Og der var jeg så i blandt," siger Christoffer glad.

Inden han præsenterede sit brætspil Switch hos Game Inventors, fik han i første omgang familie og venner til at afprøve spillet. Han fik også sine 15 dygtige kolleger hos Mjølner Informatics til at bruge en eftermiddag på at spille Switch.

De fortalte, at der hvert år dumper cirka 350 nye brætspils-idéer op, men at de kun skal bruge to-tre stykker. Og der var jeg så i blandt.

"Det er godt at komme væk fra nogen, som normalt bare vil opmuntre mig. Og reaktionen var meget positiv. De kunne godt lide, at spillet udfordrer især med kategorien ’Rangering’, hvor du ikke bare kan bruge din paratviden."

Perfekt timing

Timingen for udgivelsen i denne corona-tid, hvor vi meget gerne må blive hjemme og måske har brug for et brætspil til at slå tiden ihjel, klager Christoffer ikke over.

"Jeg tror, jeg har ramt noget med dette quiz-spil, som det tager tre kvarters tid at komme igennem," siger han.

"Det har været mit mål at ramme bredt med de 1.800 spørgsmål om sport, film og historie."

Og spillet kommer også frem en tidlig lørdag morgen i Hørning, fortæller han.

"Så kigger ungerne med, når Kimmie og jeg hygger med et spil. Sarah og Nikolaj forstår selvfølgelig ikke spørgsmålene - men de hjælper med at flytte brikkerne."