Nyt studie: Så mange måneder er du corona-immun
Det hidtil største studie af immunitet efter COVID-19 konkluderer, at immunforsvaret husker corona i mindst 8 måneder, efter man er blevet rask.
Et studie, som netop er udgivet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science, konkluderer, at man er immun i mindst otte måneder, efter man har været inficeret med coronavirus. Det skriver Videnskab.dk.
"Det er positivt, når vi får mere og mere evidens for, at vores formodninger og strategier med vaccination og immunitet vil virke," siger professor i infektionsimmunologi på Aarhus Universitet Trine Mogensen.
Hun understreger dog, at der kan være undtagelser, og man har set enkelttilfælde med folk, der har været smittet to gange. Derfor skal man stadig overholde myndighedernes retningslinjer, selv om man har været smittet med corona.
I det nye studie undersøgte forskerne blodprøver fra 188 tidligere corona-smittede. 43 af prøverne var fra patienter, som havde været raske i mere end 6 måneder.
Forskerne undersøgte mængden af antistoffer, som var relativt stabil i mere end seks måneder.
Derudover har de undersøgt mængden af såkaldte hukommelses-B-celler, som er de celler i immunforsvaret, der husker coronavirus og laver nye antistoffer hurtigere og i større mængde næste gang kroppen møder coronavirus. Det er det, der giver immunitet mod infektion igen. I løbet af seks måneder fik de tidligere COVID-19 smittede flere hukommelses-B-celler.
Sidst, men ikke mindst, har forskerne undersøgt mængden af corona-specifikke T-celler.
Både en type T-celler, som hjælper B-cellerne med at udvikle sig til de rigtige hukommelsesceller, og en type dræber-T-celler som kan finde og dræbe kroppens egne celler, som er inficeret med coronavirus.
»B-cellerne står for at udrydde den virus, der flyder frit i kroppen. Dræber T-cellerne udrydder virus, som er inde i cellerne, forklarer professor i immunologi på Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen til Videnskab.dk.
De tidligere smittede havde stadig corona-specifikke T-celler efter seks måneder, men mængden blev dog halveret.
Studiet konkluderer, at den brede og længerevarende reaktion fra immunforsvaret, peger på, at man er immun i minimum otte måneder, skriver Videnskab.dk ifølge Ritzau.