Lokal mægler står over for kæmpe statslig opgave
Energinet etablerer ny højspændingsledning, og her spiller den lokale virksomhed en vigtig rolle over for de berørte ejendomme
Assentoft Ivan og Jesper Hedegaard - far og søn - er et par temmelig stolte mænd. Sammen er de indehavere af ejendomsmæglerfirmaet EDC Mæglergruppen Assentoft - også kendt som Det Runde Hus, hvor de til daglig står i spidsen for et lille team af mæglere, der normalt dækker lokalområdet fra domicilet i Assentoft over Auning, Allingåbro, Ørsted og til Randers.
Det er ikke hver dag, en lille virksomhed som vores vinder sådan et udbud.
Næste år står det lille team dog over for en enormt stor opgave, hvor Det Runde Hus skal kigge et godt stykke ud over lokalområdet. EDC Mæglergruppen Assentoft har således vundet licitationen på at vurdere de ejendomme, som bliver berørt af den 187 kilometer lange højspændingsledning, som Energinet skal etablere fra Idomlund ved Holstebro til den dansk-tyske grænse. Et krævende arbejde der omfatter omkring 400 ejendomme. Derfor er der da heller ikke så meget at sige til stoltheden.
"Det betyder rigtig meget for os. Det er ikke hver dag, en lille virksomhed som vores vinder sådan et udbud. Det er jo en virkelig stor opgave, så vi er vældig stolte af, at det er vurderet, at vi kan håndtere den," fortæller Ivan Hedegaard.
Smalt nåleøje
Det er ikke verdens største nåleøje, mæglerfirmaet er kommet igennem for at komme i betragtning til den store opgave. Processen involverer således en prækvalifikation, inden man som virksomhed får lov at give et egentligt bud på opgaven. I prækvalifikationen skal der gøres rede for blandt andet bemanding, organisation, ekspertise og ikke mindst økonomi.
Virksomhederne kigges med andre ord grundigt efter i sømmene, der munder ud i en bedømmelse af medarbejderne på en karakterskala fra 1-10. Her landede EDC Mæglergruppen Assentofts' samlede karakter på 9,93.
Følsomt emne
Blandt andet er de lokale mæglere vurderet højt på deres samarbejdsevner, og det har formentlig været en vigtig faktor i, at valget er faldet på mæglerne i Det Runde Hus, mener Jesper Hedegaard.
"Det er på grund af vores faglige kvalifikationer, vi har fået opgaven, men det her er jo også et følsomt emne, fordi der er en masse mennesker, der bliver berørt af, at der laves højspændingsledning. Nogen skal have erstatning, men andre bliver jo eksproprieret. Derfor er vores opgave ikke kun en vurdering af ejendommen, men også en evne til at kunne samarbejde og vise empati med mennesker i den situation. Jeg tror, det har været medvirkende til, at vi vandt licitationen, at vi er vant til at tale med mennesker på landejendomme og være gode til at sætte os i deres sted, så vi kan afbøde ulempen bedst muligt," siger Jesper Hedegaard.
Stadig lokalt fokus
Han lægger ikke skjul på, at det også økonomisk er en fordelagtig opgave, som virksomheden har landet. Hvor meget den helt specifikt står i, vil indehaverne af konkurrencehensyn dog ikke løfte sløret for.
Der bliver imidlertid travlt i det lille firma, når opgaven skal løses i løbet af 2021 og 2022. Ikke alene drejer det sig om mange ejendomme, der skal vurderes, der er også transporttid til det vestjyske. Det betyder dog ikke, at mæglerfirmaets lokale kunder skal bekymre sig om, hvorvidt lokalområdet nu kommer til at mangle opmærksomhed.
EDC Mæglergruppen Assentoft har tidligere samarbejdet med Energinet om større vurderingsopgaver, og derfor er det organisatoriske på plads.
"Vi har tidligere haft opgaver af lignende karakter, så vi er klar på, hvad det kræver. Vi er fire ejendomsmæglere og en salgskoordinator, så vi har organiseret os sådan, at der i perioder kan være flere i gang med opgaven hos Energinet, mens de andre holder fokus på vores lokalområde og almindelige kunder," lyder det fra Ivan Hedegaard.