Fortsæt til indhold

Debat: Regionsrådet blev ikke taget med på råd

Samfund
Ulrich Fredberg, (V); Regionsrådet Midtjylland

DEBAT Kære Anders Kühnau.

Du har valgt at lukke fire af regionens Akutklinikker, sandsynligvis efter anbefaling af direktionen.

Du citeres for at sige, at ”regionsrådet blev orienteret om beslutningen allerede i onsdags, og der var ingen indvendinger”.

Det er en sandhed med ”betydelige modifikationer”.

Regionsrådet fik i onsdag d 16/12 en orientering om, at beslutningen var taget. Der blev ikke lagt op til en diskussion, og der blev ikke efterspurgt kommentarer fra regionspolitikerne.

Regionsrådet har end ikke modtaget en beregning over, hvor mange ortopædkirurgiske sygeplejetimer, det forventes at frigive dagligt på hver af de 4 Akutklinikker, der lukkes.

Og en sådan beregning er naturligvis lavet inden beslutningen blev taget, ikke sandt?

Hvor mange sygeplejetimer frigiver det helt præcist hvert sted at lukke de 4 Akutklinikker? Patienterne skal jo have præcis den samme behandling blot et andet sted. Og sygeplejerskerne på Akutklinikken kan risikere at skulle bruge 1-2 timer transporttid (som indgår i arbejdstiden) hver dag, hvilket bør indgå i beregningen.

På regionsrådsmødet d 16/12 blev det problematiseret, at man pressede sygeplejersker til at arbejde uden for deres kompetenceområder – fx ortopædkirurgiske sygeplejersker, der skal passe akutte medicinske patienter.

Samtidig blev det problematiseret, at man lukker ned på andre områder, der ikke er akutte, men hvor det koster menneskeliv. For eksempel er antallet af nye kræftdiagnostiseringer faldet med helt op til 20-40% under conorapandemien, hvilket kan få katastrofale konsekvenser, da prognosen er afhængig af, at diagnosen stilles i de tidlige stadier.

Så det er ikke korrekt, når du antyder, at hele regionsrådet er enige i den beslutning.

Jeg kan ikke være mere uenig.

Din beslutning om lukning af Akutklinikkerne frigiver kun minimal ortopædkirurgisk sygeplejekapacitet. Det er ikke fagligt hensigtsmæssigt, at stressede og fortravlede medarbejdere skal presses til at arbejde med områder, de ikke har erfaring med.

Mange patienter skal transporteres til andre Akutmodtagelser, hvorved smitterisikoen givet er langt større, hvilket ikke synes hensigtsmæssigt for patienterne.

Det var bl.a. disse argumenter, der stoppede forslaget om lukningen af Akutklinikken i Silkeborg i foråret.

Så selv om vi alle har stor respekt for coronaen, og mange ofre er nødvendige, bør grundlaget for beslutningerne naturligvis være i orden.

Og udmeldingerne bør naturligvis være tilstrækkelige og korrekte.