COVID-19: Ingen Syddjurs borgere vaccineret endnu
Syddjurs er ikke blandt de kommuner, som er med i den første vaccinationsrunde, men man er klar i Syddjurs til at agere, forsikrer Ældrechefen
Tirsdag mødes repræsentanter fra Syddjurs Kommunes COVID-19 krisestab med folk fra Regionshospitalet i Randers med fingeren på vaccinations-pulsen.
Her forventer Syddjurs repræsentanterne at få en briefing om, hvordan rækkefølgen for distributionen af COVID-19 vacciner skal foregå i Østjylland.
Syddjurs Kommune var ikke med i første vaccinationsrunde til plejecentrene. Velsagtens, fordi kommunen ikke er hårdt ramt målt på smittetal sammenlignet med andre kommuner.
"Vi skal være klar til at vaccinere med 48 timers varsel, og plejecentrene (i Syddjurs, red.) er klar," forsikrer Ældrechef (Chef for Sundhed og Omsorg) Ingelise Juhl, Syddjurs Kommune, i en besked til borgmester Ole Bollesen (S), som efter spørgsmål fra Lokalavisen har skaffet overblik over situationen i Syddjurs.
Ældrechefen fortæller til borgmesteren, at 70-80 procent af beboerne på de kommunale plejecentre ønsker at bliver vaccineret.
Helt frivilligt
Der er kommet yderligere en leverance med vacciner til Danmark i dag, og der kommer også en sending i ugen efter nytår.
Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination mod COVID-19, fordi vaccinen beskytter mod at blive smittet og syg af COVID-19. Det er gratis at blive vaccineret, og det er frivilligt, om man vil tage imod tilbuddet.
Den første godkendte vaccine mod COVID-19 hedder Comirnaty® og er udviklet af det tyske firma BioNTech i samarbejde med det amerikanske firma Pfizer. De leverancer af Comirnaty®, som vi får til Danmark, er produceret på fabrikker i Tyskland og Belgien.