Den store Hans Peter fra Sall Hede

Lokalhistorie Hans Peter Sørensen fra Sall Hede blev kaldet 'Den store Hans Peter' af den grund, at der var en nabo, der også hed Hans Peter. Størrelsesforskellen bevirkede, at denne blev kaldt Den bette Hans Peter.

Hans Peter Sørensen var den sjette ud af en børneflok på 10. Det var meget almindeligt dengang, at der kom mange børn i de små husmandsfamilier.

Han tilbragte sine første leveår på familiens lille husmandssted, som har tilhørt slægten i næsten 100 år fra 1822 til 1916. Hans hjem lå lige ned til Gudenåen i Resendal, lige der hvor Gudenåen slår et knæk fra Resenbro til Svostrup.

Efter konfirmationen var Hans Peter i nogle år kusk for sognefogeden i Gødvad på Skjellerup Nygård. Sognefogeden var retssamfundets "yderste" repræsentant, men han var også i mange tilfælde lokalsamfundets repræsentant overfor de offentlige myndigheder. Under alle omstændigheder havde sognefogeden mange funktioner og der er ingen tvivl om, at disse opgaven som kusk for sognefogeden i denne periode for en ung knægt som Hans Peter har været med til at præge hans liv, især efter hans fars tragiske død i 1859, da han var 16 år gammel.

Christian Sørensen, Hans Peter Sørensens yngste søn

Hans Peter lærte senere træskofaget. Om det så var med henblik på at skabe sig en levevej eller blot for at være selvhjulpen på dette område i en tid, hvor alle på landet og en del i byerne brugte træ fodtøj, vides ikke, men derimod at tællehesten og mange andre redskaber til faget henhørende fandtes i hans hjem efter hans død i 1915.

Sall Hede og lyngen

Efterladte papirer viser, at Hans Peter Sørensen i 1868 købte 30 tdr. land af Sall Hede, der dengang var uopdyrket.

Han ryddede først heden for lyng, som blev opdyrket, overleveringerne fortæller, at han havde to stude til at trække sin plov.

Folketællings-listen fra 1870 beretter, at han er gift og bor på gården »Krogro«.

Karen Marie er opført som gift datter blandt »Krogro«'s beboere, Hans Peter som gift slægtning, men efter at have opført en lille vinkelejendom på heden flyttede ægteparret derud med en kalv fra »Krogro« som medgift og start på besætningen og vel sagtens lidt dagligt husgeråd som kopper og tallerkener, måske bryllupsgaver.

Sneen gav navnet Vintersminde

Den dag Hans Peter, Karen Marie og deres første barn Chresten, flyttede ind i deres lille vinkelejendom på heden var der snevejr, derfor bestemte Hans Peter, at deres ejendom skulde hede Vintersminde.

Af møbler vides det, at der var en slagbænk, men vist heller ikke stort mere, men det var der råd for, da Hans Peter var meget håndsnild og især havde evner til at skære i træ.

Noget af det første han lavede, var en vugge, en armstol med udstoppet sæde til Karen Marie og dertil en skammel, så hun kunne sidde godt, når hun ammede børnene, to piger og fire drenge blev det efterhånden til.

Han lavede flere stole af træ, et bord til stuen, en tallerkenrække og flere brugsting til køkkenet. De to piger døde som ganske små, men de fire drenge fik en god opvækst og fik lært at bestille noget. Den ældste Chresten blev født i 1871, Søren 1873, Theodor 1878 og Christian 1882.

Barndomshjemmet på heden

Christian har som yngste søn skrevet sine livserindringer:

"Der var to stuer. Den ene kaldte vi for den »pæne stue«. Den anden var både soveværelse, opholds- og spisestue."

"Søren og Theodor lå i slagbænken i den pæne stue. Jeg lå ved far inde i dagligstuen, og mor lå i den anden seng. I alle sengene var lagtærsket rughalm til underlag. Vi havde et lille firkantet bord, som vi spiste ved. Der var en stor skuffe i bordet til skeer, knive og gafler. Skeerne var af træ, og jeg mener, at far selv havde lavet dem. Senere fik vi nogle fine tinskeer. Til venstre for spise- og soveværelset lå køkkenet. Gulvet her var små runde sten, og her var den store bageovn også. Vi bagte jo både rugbrød og sigtebrød. Køkkenet var også vores vaskerum. Mor bryggede også øl. Det første hold kom på flasker. Så blev der hældt kogende vand igen i bryggekarret, og det tynde øl, der kom ud af det, blev hældt på et stort træanker. Dette øl blev brugt til dagligt, det på flasker kun til fremmede. Mor kærnede også selv smør og lavede ost, åh så gue nogen oste. Jeg kan endnu mindes deres smag så mange år efter, skønt jeg har smagt på mange slags ost i min tid ved mejeribruget," konstaterer Christian Storgaard i sine erindringer.

"Det lille rum mellem køkken og stald var et lille rum, som vi kaldte værkstedet. Gulvet var af fast ler, og her havde far alle sine redskaber, en mængde bor, som han havde brugt til at lave træsko med; han havde nemlig lært det fag og havde i sin tid 2 til 3 mand til at hjælpe sig med at lave træsko og sendte til byen en gros, "en gros", dvs. handlede med store mængder varer (gros = 144 stk), men det var før min tid ligesom far brugte stude til markarbejdet (også før min tid).Vi havde 4 malkekøer, gerne 2 grisesøer og 2 heste. Laden var ikke stor, og vi havde for det meste 3 til 4 stakke korn, som jo blev tærsket med plejl. Marken var stærkt leret og noget våd, så der var små grøfter for at lede vandet bort (men er nu drænet over det hele)."

Kaffepunchen

For at supplere dette lille landbrugs sparsomme indtægt, som en hel familie skulle leve af, lavede Hans Peter en lang bordplade af træ, som han læssede på en vogn sammen med en stor en kaffekande kopper og små glas, og så drog han og Karen Marie til marked i Anbæk og Truust.

Karen Marie lavede kaffe og Hans Peter skænkede kaffepunch til tørstige markedsgæster, og dem var der nok af, så forretningen gik strygende.

"Beværterbevillingen? Ja, den var skam også i orden. Jeg husker politibetjent Markussen, Hammel, der var en ven af far og kom meget i vort hjem. Efter nogle års forløb blev mor træt af de markeder, med det til tider overhåndtagende drikkeri, og så holdt far op for hendes skyld. Beværterbordet er dog ikke slidt op. Jeg har set det som rullebord i mit gamle hjem, og af de små glas findes der vist også enkelte."

"Når vi kom hjem fra skole, måtte vi hurtigt skifte fra skoletøj til dagligt tøj, arbejdstøj og så i gang, med at bestille noget, og ikke noget med at gå og lave kunster vi måtte feje, og feje, til der ikke var så meget som et strå, hverken i stald, på logulv eller gårdsplads, og var der ikke andet at lave, sendte far os ud med en sæk på nakken for at samle sten af marken. Der var jo hverken spejderliv, fodbold eller andre sportslige interesser at bruge fritiden til. Når vi kørte korn hjem om 'høsten. blev der lagt sække under vognen, hvor der skulle læsses af. Intet måtte gå til spilde, thi kornet var Guds gave, som man ikke omgikkes med ligegyldighed, men med ærbødighed."

Vintersminde Station

Allerede da linjeføringen for statsbanen Laurbjerg-Silkeborg var fastlagt i 1904, og det stod klart, at den ikke førtes gennem Hammel - ifølge overleveringen bl.a. fordi grev Mogens Frijs ikke ville have banen gennem godsets skove - gik lokale kræfter i gang med at få vedtaget Hammelbanens forlængelse. En tilslutning til statsbanen i Thorsø ville give flere fordele, idet man derved fik forbindelse mod nord og vest. Hammelbanens bestyrelse lod ingeniør F.Agerskov udarbejde et projekt over en 7,4 km lang bane Hammel-Sall-Thorsø.

På mødet i januar 1906 nedsatte man et udvalg, der skulle arbejde for en forlængelse. Den eneste landsby mellem Hammel og Thorsø var Sall. Ved besigtigelsesforretningen i september 1912 mødte 68 beboere fra Sall med ønsket om, at stationen skulle placeres i byens vestlige del og ikke som planlagt i den østlige. Det ville fordyre anlægsudgiften med 25.000 kr.

Ude i heden var de meget utilfredse med, at der ikke var planlagt en holdeplads til toget, ønsket om ændret placering blev afvist, men Hans Peter Sørensen fandt på råd. Han gik rundt i en alder af 69 år og samlede underskrifter til fordel for en holdeplads, til hvilken han også tilbød at skænke jorden. Det lykkedes at få et trinbræt i heden, og der blev bygget et lille station, som til ære for Hans Peter fik stationen navnet Vintersminde.