"Snød" og vandt milliongevinst på skrabejulekalender
En fynbo blev lillejuleaften den heldige vinder af en million kroner på den kendte skrabejulekalender fra Quick
Der er nok en del, der ikke kan vente med at skrabe de sidste felter på de kendte skrabejulekalendere fra Quick, som hvert år kan købes op til jul. Ifølge tal fra Danske Spil skraber 40 procent af danskerne kalenderen, før det er 24. december. Det samme gjorde en heldig fynbo lillejuleaften, og det betød en stor juleoverraskelse, da det sidste felt gemte på kalenderens 10. juletræ og dermed hovedgevinsten på en million kroner.
Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.
Personen styrtede straks ned til SuperBrugsen i Haarby, der ligger på Fyn, med loddet.
"For os er julen helt speciel, og vi er utrolig stolte af den tradition, der er omkring vores julekalender. Og selvom denne vinder lige har snydt med en enkelt dag, så går det nok. Jeg kan godt forstå, at det kribler så meget i fingrene, at man ikke kan lade være," siger Pernille Mehl, der er administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, i pressemeddelelsen.
"Jeg er virkelig glad for, at vi efter sådan et skørt år med corona kan gøre en dansker til millionær dagen før juleaften," fortsætter direktøren i pressemeddelelsen.
jwh