Nekrolog: Pensioneret vicekriminalinspektør, Arne Thomsen
Lokalavisen har modtaget:
Pensioneret politiinspektør Mogens Sommer har skrevet mindeord om pensioneret vicekriminalinspektør, Arne Thomsen, der døde før jul, 87 år gammel.
"Arne Thomsen blev født den 23. april 1933 i København og han startede som ung i Flyvevåbnet.
Som 22-årig blev Arne Thomsen ansat i politiet og dermed startede en meget flot karriere, først med den generelle grunduddannelse, og snart videre til kriminalpolitiet, Grønland og Rigspolitiet, Politiskolen, hvor han i mange år som afdelingsleder var en del af Politiskolens ledelse. I 1996 og efter 41 års tjeneste lod han sig pensionere.
Efter pensionering flyttede han med sin kone, Inge, til Knebel på skønne Djursland, hvor de sammen fik mange gode år.
Tiden i Grønland optog ham meget. Han var i 6 år stationsleder på Politistationerne i Maniitsoq (Sukkertoppen) og Aasiaat (Egedesminde), hvilket hverken han, eller dem han var i berøring med, glemte. Arne Thomsen holdt utroligt meget af Grønland og grønlænderne og de af ham. Selv mange år efter, når man rejste i Grønland, blev der spurgt til, hvordan Arne Thomsen havde det, og det blev altid fulgt op af en eller anden positiv oplevelse sammen med ham. Han fik også her venskaber for livet.
I 1971 startede Arne Thomsen som lærer på Politiskolen, det er man normalt i 5 år, og så er det tilbage i den praktiske tjeneste, men der blev han til sin pensionering, altså i 25 år. Det var lige ham at være på Politiskolen, og det er vi mange, der er glade for. Som underviser på Politiskolen forstod han om nogen det vigtige i at viderebringe den adfærd og de holdninger, der er så nødvendige for, som politibetjent, at kunne begå sig i samfundet. Han var en rigtig god rollemodel, han forstod livet.
Efter nogle år på Politiskolen blev han udnævnt til afdelingsleder. Her havde han i 0ver tid bl.a. ansvar for særuddannelse, lederuddannelse, den pædagogisk udvikling og Politiskolens kontakt til Politiskolen i Nuuk, Grønland. Og det var bare en fornøjelse at have han som leder. De bedste betydninger af ord som innovativ, tryghedsskabende, rummelig og det at uddelegere og give ansvar, det har vi alle mærket.
Arne Thomsen blev også meget brugt som kursusleder på vigtige kurser, f.eks. politimesterkurser, lederseminarer og grønlandskurser, ligesom mange styrelser nød godt af hans ekspertiser.
Arne Thomsen var utroligt karismatisk, og for at sige det lige ud, så gik han ind i alle med træsko på, skabte nysgerrighed omkring sin person og skabte et utroligt netværk. Med til det var også, at han altid var utroligt velklædt og præsentabel, altid i jakkesæt eller blazer og altid med passende slips og pynte- lommetørklæde.
Som pensionist i Knebel evnede han igen, sammen med sin hustru Inge, at skabe et utroligt netværk i lokalsamfundet til gavn for alle.
Arne Thomsen døde i sit hjem den 21. december 2020.
Ære være hans minde."