Fortsæt til indhold

"Det havde væsentlig offentlig interesse"

Kommunen dropper politianmeldelsen mod TV2, der afdækkede Kongsgården-skandalen med dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden'

Samfund
Arkiv

Fire TV2-medarbejdere, som stod bag dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden', er fortsat sigtet af Østjyllands Politi for at foretage og viderebringe skjulte optagelser.

Men en eventuel sag mod medarbejderne må nu anses for at være mere usandsynlig end tidligere, idet Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune har indstillet, at kommunen trækker sin politianmeldelse af TV2 tilbage. Det skriver TV2 Østjylland.

Formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Peder Udengaard (S), fortæller, at årsagen til tilbagetrækningen er, at kommunens jurister har genvurderet sagen, og at politiet har oplyst, at en tilbagetrækning vil have indflydelse på anklagemyndighedens vurdering af, hvorvidt der skal rejses tiltale eller ej.

"Set i lyset af, hvor afgørende og vigtig den her dokumentar har været for ældreplejen - ikke bare i Aarhus og Randers, men også nationalt - så må man sige, at det har haft væsentlig offentlig interesse, at journalisterne har lavet og bragt den her dokumentar. Det kan godt være, vi skulle have trukket politianmeldelsen noget tidligere, men det mener jeg ikke, at vi kunne have gjort med de juridiske vurderinger, vi har haft," siger den socialdemokratiske udvalgsformand til TV2 Østjylland.

Dokumentaren var medvirkende til, at der på seneste finanslov blev afsat 1,9 milliarder kroner mere og 1.000 ekstra medarbejdere til ældreområdet.

Randers Kommune trak sin politianmeldelse af TV2 tilbage i september.

Mandag skal Magistraten behandle indstillingen fra Borgmesterens Afdeling.

ddp