Fortsæt til indhold

Ingen ostemadder denne gang

Tre uanmeldte tilsyn i december på Plejecenter Søhusparken har ikke medført gule kort til Syddjurs Kommune

Samfund
Lars Norman Thomsen

SYDDJURS Forkert håndtering af medicin til flere borgere, mangelfulde journaler og manglende samtykke fra patienter. Det var blot nogle af de punkter, Styrelsen for Patientsikkerhed i efteråret 2019 påbød Søhusparken Plejeboliger om at få bragt i orden

Et år efter er tonerne nogle helt andre.

Plejecenter Søhusparken har i december 2020 modtaget tre uanmeldte tilsyn, svarende til de tre medarbejderhold, der varetager hver sin del af plejeboligerne. Alle tre tilsyn, som et eksternt firma har stået for, har ikke givet anledning til bemærkninger.

Formand for Udvalget for sundhed, ældre og social Jan Fischer (S) er da også nærmest lykkelig og finder roserne frem til de ansatte på Søhuparken.

"Det er rigtig dejligt, at Søhusparken fastholder en god udvikling, hvor beboere og pårørende oplever god pleje og omsorg. Der er emner, som der kan arbejdes videre med, men jeg vil gerne anerkende det store arbejde fra ledere og medarbejdere i Søhusparken, efter at de tilbage i 2019 fik et påbud. De har virkelig taget fat og sikret en positiv udvikling."

Tilsynet viser blandt andet, at medarbejderne leverer god pleje, omsorg og praktisk hjælp til beboerne. Der bliver taget hensyn til beboerens ret til selvbestemmelse, samtidig med at medarbejderne hjælper, når beboeren ikke kan selv kan.

Tilsynet anbefaler, at der fortsat arbejdes for en kultur, hvor borgeren føler sig set og hørt, og at der er fokus på fortællingen om kulturen.

Tilsyn på de øvrige plejecentre i Syddjurs er udsat på grund af de yderligere nedlukninger som følge af covid-19. Det forventes, at tilsynene vil blive gennemført i starten af 2021 under hensyntagen til de restriktioner og retningslinjer, der er som følge af covid-19.