Fortsæt til indhold

Kommentar: Nej til teknokrater - ja til folkevalgte politikere

Samfund
Arkiv

Den forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen tér sig lig nu, som om klokken lige har ringet ud til sidste skoledag.

Landets tidligere førstemand, der i sin tidligste tid som politiker både har været viceborgmester og amtsborgmester, er gået i byen med et klart politisk budskab, som ligner noget, man har hørt mange gange tidligere i dansk politik: Samling omkring midten og ingen politisk indflydelse til de højtråbende yderfløje i både venstre og højre side af det politiske spektrum.

Et budskab som af indlysende årsager irriterer hans afløser på formandsposten, Jacob Ellemann-Jensen. Den hårdtprøvede mand har det ikke for sjovt i forvejen.

Noget helt andet er, at Lars Løkke Rasmussens budskab nok lyder besnærende, men ikke desto mindre er teknokratisk og udviser manglende forståelse for de mange vælgere, der har krydset ved et partierne på yderfløjene.

Det er netop til at få øje på den indflydelse som eksempelvis både Dansk Folkeparti og Alternativet har haft på dansk politik.

Dansk Folkepartis udlændingedagsorden har således slået rod hos stort set alle øvrige partier. Så meget at Dansk Folkeparti nu kæmper for sit liv og forsøger at markedsføre et farvel til EU som ny politisk dagsorden.

Alternativets indtog i dansk politik med en grøn dagsorden og en ny måde at tænke demokrati og politik på har også vist sig bæredygtig. Alle øvrige partier har i dag en erklæret grøn dagsorden.

Så yderfløjene fanger måske en folkestemning før end de gamle partier og bliver således fødselshjælpere til nye dagsordener i landspolitik.

Der har vist sig, at de gamle partier siden har været ovenud gode til at adoptere yderfløjenes mærkesager og dermed nærmest reducere de pågældende partier til ukendelighed.

På lokalt plan i Syddjurs ser vi lige nu, at de partier, som har en mere teknokratisk dagsorden og mere er solidariske med - provokerende sagt - 'Systemet Syddjurs' end med deres vælgere har opdaget, at der ikke er så længe til kommunalvalget i november.

Det gør heldigvis, at de politiske meningsforskelle træder tydeligere og tydeligere frem.

Man vinder ikke et kommunalvalg ved at krybe i flyverskjul med den gamle dagsorden om det repræsentative demokrati - at vælgerne på valgdagen sætter et X og derefter lader det være op til de 27 folkevalgte at klare ærterne de næste fire år.

Man vinder heller ikke et kommunalvalg ved at lytte til alle mulige synspunkter ude i marken og udtrykke forståelse for Gud og hvermand.

Derimod vinder man et kommunalvalg, hvis man formår at præsentere 1-2 større politiske projekter som kan få afgørende indflydelse på udviklingen i Syddjurs de kommende fire år.

Men også at man tør udtrykke politiske meningsforskelle overfor vælgerne.

Det gør eksempelvis Enhedslistens Jesper Yde Knudsen på fornem vis. Der er selvfølgelig en årsag til, at man i den blå side er så fortørnede over, hvor meget han med sit ene mandat har fået af indflydelse i denne byrådsperiode.

Hvorfor? Fordi han siger sin mening råt for usødet, altid. Man kan ønske ham hen, hvor peberet gror, men nogen teknokrat er han bestemt ikke.