Fortsæt til indhold

80 millioner til bredbånd i yderområder

Regeringens vækstpakke vil skaffe bedre bredbånd. Favrskov kan også søge

Samfund
Kian Johansen

I den vækstpakke som regeringen i denne uge kom ud med, er der en håndsrækning til de yderområder rundt omkring i landet, der i dag stadig er uden bredbåndsforbindelse.

I alt er der afsat 200 millioner kroner til at styrke bredbåndforbindelsen over de kommende fire år. 80 millioner kroner i år og 40 millioner kroner de næste tre år, hvis puljen viser sig at virke.

Pengene uddeles via en pulje, hvor kommuner eller grupper af privatpersoner kan søge om midler.
De penge skal bruges til at lokke teleselskaberne til at trække bredbånd ud i de områder, hvor selskaberne lige nu tøver med at gøre det. Altså områder, hvor de lige nu vurderer, at der ikke er penge at tjene på at trække bredbånd.

Det lokale folketingsmedlem Britt Bager (V) glæder sig over vækstpakken:
”Vækstpakken indeholder en række målrettede initiativer, der gavner hele Østjylland. Jeg er særligt glad for den nye bredbåndspulje, som har været én af mine politiske mærkesager. Vækstpakken skal bl.a. ses i sammenhæng med regeringens fødevare- og landbrugspakke samt udflytningen af statslige arbejdspladser, idet pakken er endnu et skridt i den helt rigtige retning, hvor vi prioriterer vækst i hele Danmark.”