Børn fra lukket lilleskole siver til Syddjurs
Udvalgsformand ærgrer sig over fravalg af skolerne i Norddjurs
Homå/Rosmus 17 nye elever trådte mandag 1. februar ind til deres første skoledag i de virtuelle klasseværelser på Rosmus Skole.
De 17 nye ansigter er kommet til skolen fra den nu lukkede Djursland Lilleskole.
Ifølge skoleleder på den konkursramte skole Kristina Holt, har forældregruppen på Djursland Lilleskole sammen været ude og kigge på forskellige skoler for at finde et sted, hvor børnene kunne fortsætte deres skolegang sammen.
Her faldt valget altså på Rosmus Skole. Det er således også historien om endnu en udsivning af elever fra Norddjurs Kommune til naboerne i syd. Det har været et gennemgående billede, siden kommunalbestyrelsen for to år siden lukkede Mølleskolen i Ålsø, og det ærgrer da også formanden for Børne- og Ungdomsudvalget, Mads Nikolajsen, at kommunen igen er blevet fravalgt.
"Det er jeg jo rigtig ked af. Det illustrerer jo, at den skoleaftale, der blev lavet for et par år siden, den var ikke ret klog. Den rammer os stadigvæk," konstaterer Mads Nikolajsen.
Smuldret tillid?
Fem kilometer fra Djursland Lilleskole havde Toubroskolen i Trustrup ellers været det tætteste valg for en ny skole.
Udvalgsformanden ønsker dog ikke at gå ind i en spekulation om, hvorvidt fravalget af kommunen er et udtryk for en smuldret tillid til skoleområdet i Norddjurs.
"Jeg synes, det er ærgerligt. Toubro har mange nære kvaliteter og har også børnehave i de samme bygninger, men forældrene må selv vælge ud fra, hvad de synes. Jeg vil egentlig ikke kigge mere tilbage," lyder det fra Mads Nikolajsen.