Kunderne står i kø ud på gaden: Vingummi slår dørene op til endnu en butik i Aarhus
Ayman Hassoun, indehaver af Vingummi, åbner en slikbutik mere i Aarhus
slik Nogen vil måske kalde det modigt at åbne en forretning i disse corona-tider, men for Ayman Hassoun, der er indehaver af slikbutikken Vingummi i Nørregade i Aarhus C, er det vejen frem.
Han har succes med slikbutikken og mener, at der er behov for én mere i byen, som får adresse på Frederiks Allé 115 i Aarhus C. Vingummi-butikken er ikke ramt af de nuværende restriktioner om at holde butikker lukket, fordi der er tale om fødevarer, så den nye butik åbner fredag 8. januar klokken 10.
"Vi har haft travlt det seneste års tid med en kundestigning på 40 procent, og jeg mener, at der er plads til en mere i byen, og Frederiks Allé er en god placering. Der er mange takeaway-steder, burgerbarer og pizzeriaer, men der mangler et sted i den ende af byen, hvor man kan købe slik," siger Ayman Hassoun.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Han åbnede sin første Vingummi i maj 2018 og oplever ofte, at kunderne står i kø på gaden for at få lov til at komme ind og blande slik, fordi der på grund af corona-restriktionerne kun må være maks ti personer i butikken ad gangen.
Succes på nettet
Under corona-nedlukningen i foråret indførte Ayman Hassoun, at man kunne blande sit eget slik på nettet, og det blev så stor en succes, at det er blevet en virksomhed for sig selv. Næsten alle ugens dage står der mellem 9 og 14 unge mennesker og pakker de cirka 200 ordrer, der hver dag tikker ind via shoppen på nettet.
"Vi kan virkelig mærke, at der bliver tryk på, når landet lukker ned. Folk sidder derhjemme og ser Netflix, og så skal der snolder til," siger Ayman Hassoun, der har tanker om eventuelt flere butikker, men der er ikke noget konkret endnu.
Renlighed frem for alt
Han tror, at en af årsagerne til succesen, er det store udvalg af slik, og at han har fokus på renlighed.
"Vi har frisk slik, og det skal være rent i butikkerne. Vi går meget op i, hvor vi køber slikket. Jeg vil være sikker på, at de produkter, jeg får, er som de skal være i forhold til friskhed og holdbarhed, og at der er betalt afgifter," siger Ayman Hassoun.