Natdyret i Riis Skov fanget i rampelyset, mens Brostrøms plan må frem fra mørket
Her er ugens aarhusianske op- og nedture
OPTUR
Jysk virketrang
De lokale butikker lader sig heldigvis ikke slå af pinden, og under tvangsnedlukningen udvises der stor kreativitet for at skabe lidt omsætning og betjene kunderne. Mange forretninger tager telefonen, der bringes ud i stor stil, man kan hente sine varer ved butiksdøren eller handle på lokale webshops. Hvert eneste tegn på virketrang er opløftende, og der meldes om travlhed flere steder. Gudskelov.
På den grønne gren
Dyrene i Dyrehaven bliver stopfodret, vejene i Marselisskovene sander til, afstanden i køerne til de mobile kaffevogne må måles i centimeter og uglen i Riis Skov gøres til genstand for hundredvis af Instagram-opdateringer. Med weekendens tiltrængte solskin har mange aarhusianere igen fået øjnene op for al den natur, der omgiver byen. Der er nok til alle, og hvor er vi heldige at bo på en plet med så meget grønt omkring os.
NEDTUR
Frem i lyset, Brostrøm
Den ellers så populære Søren Brostrøm har ifølge bl.a. DR været i skjult ledtog med Rigshospitalet om at samle børnekræftbehandlingen i København. Sundhedsstyrelsens direktør har i flere år været i dialog med Rigets ledende professor på området. Først i november sidste år kom planerne frem i lyset, og det vakte helt forståelig kritik fra forældre til kræftramte børn samt bl.a. regionsrådsformand Anders Kühnau (S). Det tilsyneladende fordækte spil pynter hverken på Brostrøm eller vores tiltro til myndighederne. Vigtige, samfundskritiske tiltag bør ikke føres i det skjulte. Gad vide om centraliseringen af børnekræftbehandlingen er eneste eksempel på skjult praksis?
De smukke unge mennesker ligner ikke mere sig selv
Børn og unge må fortsat betale en særdeles høj social pris for den omfattende nedlukning af Danmark. De unges forår forsvandt i 2020 med argumentet om netop at beskytte de ældre, der nu vaccineres. Nu er de igen sendt hjem fra skole og uddannelsesinstitutioner og på den måde afskåret for det sociale og faglige fællesskab, der bør være en del af enhver ungdom. Regeringen mener tilsyneladende stadig, at ethvert dødsfald er tragisk, men hvornår tør vi tale om det rimelige i, at prisen for et liv er tab af livsduelighed?