Fortsæt til indhold

Fredagens nye smittetilfælde i Aarhus kan tælles på to hænder

Samfund
Jeppe Rafn

I forgårs nåede smittetallet i Aarhus et foreløbigt lavpunkt i mange måneder med blot ni smittede på et døgn. I går var tallet steget til 34, men i dag er det faldet igen til 10.

Lige netop tallet 10 svarer til det antal smittetilfælde på et døgn, der må være om dagen i Aarhus, hvis byen skal under sundhedsmyndighedernes såkaldte bekymringsgrænse.

I den seneste uge har 180 aarhusianere fået konstateret, at de er smittet med coronavirus. De 180 positive tests er fundet blandt 32.501 testede, hvilket svarer til en positivprocent på 0,55 og en incidens på 51, hvilket ligeledes er det laveste tal i flere måneder. Incidensen angiver antal smittede per 100.000 indbyggere, og den skal være under 20 for at holde sig under bekymringsgrænsen.

Antal indlagte personer med covid-19 på Aarhus Universitets Hospital er faldet fra 34 i går til 29 i dag. I hele Region Midtjylland er der indlagt 79 personer med covid-19, og 19 af dem ligger på intensivafdeling og i respirator.

På landsplan er der i det seneste døgn registreret 456 smittede ud af 126.855 testede, viser dagens opgørelse fra SSI.

13 personer med covid-19 er døde, og antal indlagte er faldet med 28 til 583 personer.