Fortsæt til indhold

Forgyldt i 2020: Så meget tjente de danske boligejere

Samfund
Arkiv

På trods af en historisk nedlukning af samfundet i mange af årets 12 måneder endte det med en pæn positiv prisudvikling på boligmarkedet i 2020, oplyser ejendomsmæglerkæden Estate.

Og det er ikke kun sommerhusmarkedet, som havde danskernes interesse.

Ser man på prisudviklingen på tværs af boligmarkedet, har alle boligejere i gennemsnit oplevet historiske værdistigninger uanset boligtype.

"Mens mange sektorer og industrier har haft store udfordringer som følge af corona-restriktioner, har boligmarkedet haft et af sine bedste år til dato. Det er en højst usædvanlig situation," siger Alexander Falck Winther, der er presseansvarlig i Estate.

Tager man et gennemsnit af udviklingen for kvadratmeterpriser på villaer, ejerlejligheder og fritidshuse, har boligejere i Danmark i gennemsnit tjent 149.857 kroner på at være boligejere i 2020.

Har man i perioden januar til december 2020 ejet en typisk villa på 140 kvadratmeter, kan man notere sig en værdistigning på 131.180 kr. Danskere, der har ejet et typisk sommerhus på 80 kvadratmeter, har kunne notere en stigning på 129.840 kr. Endeligt har ejere af en typisk ejerlejlighed på 75 kvadratmeter kunne notere den største værdistigning på hele 188.550 kr. for året 2020. Det viser beregninger, som ejendomsmæglerkæden Estate har foretaget på baggrund af friske tal fra Boligsiden.dk.

jn