Ulovlig krolf-bygning mangler landzone-tilladelse
Op til et års behandlingstid, hvis der kommer klager i forbindelse med ansøgning om lovliggørelse
Øster Alling Striden mellem to krolf-klubber med base i Øster Alling, tager nu en uventet drejning, da det viser sig, at en bygning opført som redskabsbygning er opført ulovligt uden den nødvendige landzonetilladelse.
Bygningen, der er opført for en donation fra Veluxfonden på 50.000 kroner, er rejst af den daværende Norddjurs Krolf Klub, som i dag er ØAI Krolf og en del af Øster Alling Idrætsforening.
Der er tale om et redskabsskur med en overdækket terrasse.
Et års behandlingstid
Redskabsbygningen skal nu lovliggøres og Orla Lund, formand for ØAI Krolf, oplyser, at Øster Alling Idrætsforening netop har indsendt en ansøgning til Norddjurs Kommune efter de gældende retningslinjer
Ulrik Christensen, chef for Byg og Miljø i Norddjurs Kommune, oplyser, at kommunen er myndighed på landzone-tilladelsen.
Under behandlingen af sagen vil der ske en nabohøring inden der meddeles tilladelse. Efterfølgende kan tilladelsen påklages af naboer og andre med væsentlig interesse.
Eventuelle klager skal behandles i "Nævnes Hus" og her er der op til et års behandlingstid.
Ingen reagerede
Orla Lund, der var medlem af byggeudvalget i Norddjurs Krolf Klub, der stod for byggeriet er tilfreds med at han har fået medhold i, at der ikke skulle søges byggetilladelse til projektet, da der var tale om en mindre bygning under 50 kvadratmeter.
Til gengæld er han overrasket over, at ingen i kommunen dengang gjorde det klart, at der var et krav om en landzonetilladelse, hvis der skulle bygges på stadionanlægget i Øster Alling.
Ingen byggetilladelse
Tidligere i forløbet har medlemmer af Øster Alling Krolf - oprindeligt medlemmer af Norddjurs Krolf klub - gjort gældende, at de mente, at der skulle en regulær byggetilladelse til projektet.
Det er nu manet i jorden og tilbage står, at Øster Alling Idrætsforening skal have behandlet sin ansøgning om en landzonetilladelse før redskabsbygningen med den indbyggede siddeplads er helt og fuldt lovlig.
Den manglende landzon-tilladelse betyder også, at Velux Fondens betingelser for sin donation på de 50.000 kroner ikke er opfyldt.
I betingelser for bygninger hedder det:"Bevillingsmodtager har pligt til at sikre, at eksisterende love og regler m.v. bliver overholdt og at I har de nødvendige tilladelser fra bl.a. offentlige myndigheder".
Alle kan spille krolf
Striden mellem de to krolfklubber er på alle måder landet i et dødvande.
Ingen er længere i tvivl om, at begge klubber - og i øvrigt alle andre - har ret til at spille krolf på bane 3 på Øster Alling Stadion, da der er tale om et kommunalt areal.
De to klubber - ØAI Krolf og Øster Alling Krolf - har altså lige stor ret til at bruge baneanlægget.
Nu gælder det så om at aftale spilletider og finde en løsning på brugen af den ulovligt opført bygning.
Øster Alling Krolf vil gerne kunne bruge skuret til sit krolf-grej, men er låst ude af ØAI Krolf., der som arvtagere efter Norddjurs Krolf er de oprindelige "ejere".
Meldt til politiet
Striden handler også om et logo som Øster Alling Krolf har hæng op på bygningen og en lille halv snes gange har fået revet ned.
To gange er det anmeldt til politiet som hærværk.
De meget stærke personlige følelser, som Orla Lund ikke lægger skjul på, er i spil i det lille ellers normalt ganske idylliske landsbysamfund, er så dybe, at han får minder om hvordan det nu lige var det gik i filmen "Naboerne".
Kommunen som mægler
Han er dog ikke i tvivl om, at der findes en løsning på krolf-konflikten, senest når kommunen har sendt sine mæglere ind ifor at forsøge at dele sol og vind lige.
Som det tegner til med corona-restriktionerne, kan det dog tidligst ske efter en lempning af fremmøde-begrænsningerne, da Orla Lund oplyser, at han skal have sin fem-mand store bestyrelse med, når der skal forhandles en varig fred med Øster Alling Krolf.