Fortsæt til indhold

Auning Skole får lov at bruge ekstra penge

Samfund
Simon Carlson

Auning Skolebestyrelsen på Auning Skole nægtede tidligere på året at godkende skolens budget begrundet i de besparelser, som skolen er sat i udsigt.

Sidst i januar foreslog skolebestyrelsen, at man kunne bruge skolens akkumulerede overskud på godt 800.000 kroner til at afdæmpe noget af stødet fra de politisk vedtagede besparelser.

Det har Økonomiudvalget i Norddjurs Kommune på et ekstraordinært møde nu godkendt.

”Økonomiudvalget godkender, at Auning skole kan anvende sit overskud fra 2020 i 2021. Hermed er skolen fritaget fra de begrænsninger for overførsler, der ellers gælder," lyder det i en pressemeddelelse fra Norddjurs Kommune.

Merforbrug

Overførslen giver imidlertid et merforbrug i Norddjurs Kommune i 2021. Merforbruget skal derfor endeligt godkendes i kommunalbestyrelsen 23. februar på baggrund af en enig indstilling i økonomiudvalget.

Skolens overskud opgjort ved årsskiftet er på 500.000 kroner.

Det nævnte overskud på 800.000 kroner, som bestyrelsen nævner, forudsætter, at der bliver 100 procent kompensation for alle merudgifter til Covid19 i 2020.

De sidste 300.000 kroner kan der først tages endeligt stilling til i april, når det samlede regnskab inkl. Covid-19 er gjort op for skoler og børnebyer, lyder det fra Norddjurs Kommune.

Enderne mødes

Skolebestyrelsen på Auning Skole har i sit forslag givet udtryk for, at løsningen om at bruge overskuddet på i alt 808.788 kroner langt fra er optimalt, men dog kan få enderne til at mødes.

"Dette vil gøre os i stand til at opretholde et absolut minimum af servicerammen. Ikke et prangende serviceniveau men dog et serviceniveau vi kan stå inde for," lyder det fra skolebestyrelsen.

I den politiske beslutning om at give skolen adgang til overskuddet anerkender politikerne dog også det arbejde, som bestyrelsen har lagt i den aktuelle situation.

"Økonomiudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget anerkender skolebestyrelsen arbejde for en god skole og indsatsen for at få enderne til at nå sammen," lyder det i svaret.