Fortsæt til indhold

Efter 4000 handler: »Det er et fedt job at være ejendomsmægler«

Indehaver Carsten Sandgrav, Nybolig Skanderborg & Ry, takker af efter mere end 37 år.

Samfund

»Det er et fedt job at være ejendomsmægler, så jeg har haft et spændende og fantastisk arbejdsliv.«

Sådan lyder status fra indehaver af Nybolig Skanderborg & Ry, ejendomsmægler og valuar Carsten Sandgrav, som fra årsskiftet takker af efter 37 et halvt år.

Der er nogen, der er glade for at få solgt, og der er nogen, der er glade for at få købt et hus, så det er jo dejlige mennesker at være sammen med. Ellers havde jeg heller ikke holdt ud i 37 og et halvt år.
Carsten Sandgrav, ejendomsmægler

4000 handler

Carsten Sandgrav kan stadig begejstres, når der sælges en ejendom.

Ejendomsmægleren Carsten Sandgrav har været med til 4000 handler gennem tiden, og han er faktisk stolt af, at langt de fleste er endt til alles tilfredshed, og at han ikke har haft en eneste sag i Klagenævnet for Ejendomsmæglere.

»Der er nogen, der er glade for at få solgt, og der er nogen, der er glade for at få købt et hus, så det er jo dejlige mennesker at være sammen med. Ellers havde jeg heller ikke holdt ud i 37 og et halvt år,« siger Carsten Sandgrav.

Ros til hele huset

Der lyder roser til husets medarbejdere gennem alle årene, ligesom Carsten Sandgrav også glæder sig over, at Martin Vinther blev delvist medejer med 25 procent i 2015 og siden købte sig ind over tre år, så han i 2018 blev fifty-fifty kompagnon.

Modellen er også i spil i forbindelse med, at Carsten Sandgrav stopper ved årsskiftet. Her tager Søren Stær, som blev ansat i 2017, over og bliver indehaver på lige fod sammen med Martin Vinther.

»Vi planlagde generationsskiftet i 2018, så det er ikke noget, der er bestemt fra den ene dag til den anden. Martin og Søren har et fantastisk godt samarbejde og har arbejdet sammen tidligere hos en anden lokal mægler,« fremhæver Carsten Sandgrav.

Fra 10-200 sider

Carsten Sandgrav er fra Grindsted, hvor han blev udlært kommis i en blandet landhandel. Derefter rejste han til Viby Sjælland, og blev førstemand i en købmandsbutik.

I 1985 blev han sælger i et typehusfirma i Aarhus, og i foråret 1988 kom han til Skanderborg og blev han ansat hos Byens Ejendomskontor hos Poul-Erik Rodding. 1. januar 1991 blev Carsten Sandgrav medindehaver, og i 1994 eneindehaver.

Siden er det gået slag i slag, og Carsten Sandgrav oplever, at branchen har gennemgået en rivende udvikling.

»Da jeg startede som ejendomsmægler var der 10 sider i forbindelse med en handel. I dag er der med tilstandsrapporter 200 sider, så det er blevet mere komplekst, og det ligger et kæmpe arbejde med dokumentation og indhentning af oplysninger bag et salg i dag,« betoner han.

Går op og ned

Hvordan ser en afgående ejendomsmægler så på snakken om begyndende krisetegn på ejendomsmarkedet?

Skanderborg er ifølge Carsten Sandgrav et smørhul, som ikke bliver så hårdt ramt som andre steder. Lokalt er markedet som et ”normalt” år efter to ekstraordinære gode år.

»Jeg kan med god samvittighed lade drengene køre videre. Jeg har aldrig haft røde tal, og det kommer de heller aldrig til at få med den energi, de har. Der er nogle år, der er supergode, og her skal man sørge for at få lagt lidt til side til de år, hvor det går langsommere.«

Carsten Sandgrav tilføjer, at han i sin tid som ejendomsmægler har oplevet tre opture og tre nedture.

»De gode tider kommer altid igen,« lyder det optimistiske budskab.

Klar til afslapning

Efter årsskiftet skal Carsten Sandgrav, som er 61 år og bor i Skanderborg, slappe af med sin kone, Susanne, som gik på efterløn sidste år.

Men noget af tiden vil også blive brugt på et deltidsjob. Carsten Sandgrav skal fungere som køberrådgiver i Spanien nærmere betegnet på Costa Del Sol, hvor han er kommet meget i de sidste otte år og selv har en bolig.

Bag de huse i Spanien, som Carsten Sandgrav skal formidle, står advokat Jackie Phillip, København, som har indgået et strategisk samarbejde med Nykredit og et samarbejde med Jacob Risgaard, kendt fra TV-programmet Løvernes Hule.