Fra oliefyr til varmepumpe
Støtte fra NRGi's værdipulje giver folkene bag foreningen Kulturhuset Helgenæs Præstegård mulighed for at udskifte det gamle og energiuøkonomiske oliefyr
HELGENÆS Et gammelt Zen ordsprog siger: natten er altid mørkest lige før daggry. Det hæfter folkene bag Kulturhuset Helgenæs Præstegård sig ved.
I en mørk tid kan de nemlig præsentere et lyspunkt i form af en god nyhed.
Kulturhuset har været så heldige at modtage 110.000 kroner i støtte fra NRGi's værdipulje til at udskifte det gamle oliefyr til en luft til vand varmepumpe.
"Til samme formål fik vi i foråret sidste år bevilget 100.500 kroner fra Syddjurs Kommune," fortæller Else Frølich, bestyrelsesmedlem i Kulturhuset Helgenæs Præstegård.
Energioptimeringen i Kulturhuset gik allerede i gang sidste år, idet der for nogle af pengene fra Syddjurs Kommune blev isoleret på det store loft, og de mange gamle radiatorer blev udskiftet.
"Det kan mærkes ved et forbedret indeklima i huset. Så med installeringen af en luft til vand varmepumpe går en gammel drøm om et mere klimavenligt hus i opfyldelse. Arbejdet går i gang i sidste halvdel af marts," lover Else Frølich.
Medlemmerne glæder sig meget til at kunne åbne huset igen for de mange medlemmer af de forskellige interessegrupper, der regelmæssigt mødes i huset og til mange nye foredrag, koncerter, ølsmagning, fugleture og lignende arrangementer.