Fortsæt til indhold

Ny analyse: Virksomheder i Norddjurs har klaret sig bedst gennem corona-krisen

Samfund
Arkiv

Virksomhederne i Norddjurs Kommune har klaret sig bedst gennem coronakrisen. Det viser en ny analyse fra IRIS Group, skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Norddjurs placerer sig her på en førsteplads blandt de 98 danske kommuner i den del af analysen, der måler på, hvordan virksomhederne har klaret sig igennem krisen.

Her måles blandt andet på indikatorer som ledighed, konkurser, iværksætteri.

Formand for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune, Else Søjmark (S), glæder sig meget over resultaterne.

”Jeg er rigtig glad for og stolt over, at vores lokale virksomheder overordnet set har klaret sig så flot igennem corona-krisen. Jeg tror, den flotte placering skyldes, at vi i kommunen har været stærkt rustet til tidligt at hjælpe de lokale virksomheder, der har oplevet negative konsekvenser af corona. Vores virksomhedsservice var blandt andet tidligt ude og vejlede virksomhederne om alternative støttemuligheder som eksempelvis arbejdsfordeling og opkvalificering af medarbejderne i stedet for afskedigelser eller hjemsendelse på lønkompensation. Derudover skal man heller ikke undervurdere en stærk kultur blandt virksomhederne for at klare sig selv, hvilket kan være en af årsagerne til, at vi har relativt få, der har søgt om hjælp gennem de statslige hjælpepakker," siger Else Søjmark i pressemeddelelsen

God på flere områder

Placering skyldes ifølge analysen, at Norddjurs Kommune har klaret sig godt igennem på alle fem indikatorer:

ledighed, jobopslag, konkurser, iværksætteri og brug af hjælpepakker, som analysen kigger på.

Norddjurs ligger blandt andet i top 10 både i forhold til ledighed og antallet af konkurser under krisen. Derudover ligger Norddjurs på en placering som nummer 14, når analysen måler på indikatoren jobopslag og nummer 15 på indikatorerne: iværksættere, konkurser og jobopslag, hvilket er blandt de 15 bedste kommuner.

SC